Bandet i din by #3: Kōya | Odense Bibliotekerne

En kort eksplosion i tid og rum
Der er noget særligt ved et band, der grundlægger sig ud fra det styrende princip, at det først og fremmest skal være et liveband. Det er ideen om at bandet i sit musikalske udtryk kun kan eksistere i det øjeblik, koncerten varer - en temporalt defineret tilstand som kræver tilstedeværelse, indlevelse og fysisk engagement. Der findes i livemusikken, og især i de hårde genrer, en følelse som ikke lader sig indspille, og aalborgensiske Kōya er et af de bands, der i høj grad har tænkt liveudtrykket ind i deres kompositioner. Det er ambitionen om at skrive musik der skal fremføres og høres live for at det kan komme til sit rette udtryk, og så må man derfra gøre sit bedste for at kanalisere sveden, vildskaben og energien ind på den ønskede indspilning.

Udefra og ind
Da Allan og Patrick går og drømmer om det band, der senere skal blive til Kōya, er fokus også på at indtage en genre der giver dig lov til at headbange med hele ryggen. Deres genre har nu lagt sig på en slags blackened hardcore, hvor hver eneste slag med plekteret på basstrengene bliver trukket igennem med en fuld armslængde og en halv kropsvægt, og hvor guitaristerne virkelig får stresstestet deres 6-strengede instrumenter. Martin kom oprindeligt med i bandet som trommeslager, men viste sig så energisk at han ikke kunne holdes i kedlernes kravlegård, og hurtigt blev bestemt til at tage tjansen som frontmand, hvilket også var det helt rigtige valg. Når du kommer til et hardcore-show, og forsangeren har over 20 meter ledning i sin mikrofon, kan du være ret sikker på at der er lagt i ovnen til en intens aften, og Kōya lyver ikke, når de selv siger at deres højeste prioritet er deres live performance.

Det bliver bandets fokus på det rå liveudtryk der i sidste ende kommer til at definere genren, Kōya spiller sig ind i. Hvis du er ubekendt med hardcore som musikgenre, kan jeg (meget forsimplet) fortælle at det udspringer som en rigtig grim kvist på punk-træet i 1970’erne, men virkelig begynder at finde sin form i 1990’erne. Det er en genre der forsager ego, berømmelse og fine fornemmelser omkring musikken, og i stedet fokuserer på at finde ind til noget menneskeligt, hårdt, højt og sandt. Det er i pitten til hardcore-shows at du finder de mest inklusive spark over knæet, du kunne ønske dig. Det er en genre der skal spilles højt, så vibrationerne fra strengene kan mærkes i knoglerne, og dens indflydelse på de samlede ekstreme metalgenrer kan ikke underkendes, når man ser på de mest indflydelsesrige, hårde bands i dag.

Japanske navne og Aalborgensiske bands
Magnus slutter sig til bandet som guitarist og riffsmed, og da de endelig finder Søren til at tæske tromme, bliver bandbesætningen fuldtallig i 2022. Mens Kōya er vokset ud af det aalborgensiske vækstlag, har de fundet deres bandnavn på den anden side af kloden. Navnet er den region i Japan, hvor shinto-buddhismen har sit ophav ifølge bandet, og de ønskede et navn som kunne rumme et koncept om en cirkulær ontologi, hvor forgængelighed og genfødsel går hånd i hånd. Bandet er selv inspireret af især et hedengangent, dansk band, nemlig The Psyke Project, der fra 1999 til 2014 absolut strålede som et af de bedste hardcore-bands i branchen. De gik hver til sit med ro i sjælen og mens bandet var sundt, men deres indflydelse bølger fortsat ud som inspirationskilde for nye bands. Scenen er fortsat sund i Aalborg, der også er ophavssted for hårdtslående bands som Kollapse, Vægtløs og Omsorg, der alle fræser scener op i dag.

Vildskaben i vækstlaget
Kōya fremhæver selv vigtigheden af at kunne starte sit band i en by, hvor der er en sund kultur i vækstlaget, og hvor bands kan hjælpe hinanden. Supporten og muligheden for at kunne dele erfaringer og viden fra musikbranchen er uvurderlig, når man som nyt band skal finde fodfæste i et musiklandskab, hvor der også kan opleves en del pres. I forhold til vækstlagsscener, har Odense for eksempel mistet Kansas City, Kolding har lige mistet Pitstop og det berømte spillested og kulturcentral Tusindfryd i Aalborg er lukningstruet. Især Troels Højgaard Sørensen, der er den ene bestyrer af Tusindfryd og forsanger i bandet Vægtløs, har hjulpet Kōya med at komme hurtigt på benene.

Det er også gået meget hurtigt for Kōya, der meget kort efter at have opnået fuld bemanding gik i studiet for at indspille deres første EP Fragments. Den er blevet tracket og mikset i Jacob Bredahls berømte Dead Rat studio, og EP’en blev taget godt imod. Meget kort efter spillede Kōya sig frem til den danske finale i Wacken Metal Battle 2024, og de er også booket til den prestigefyldte Lasher Fest, der finder sted i Aalborg i oktober. De er klar til at lave flere indspilninger, der skal konkurrere om opmærksomheden på de digitale tjenester, hvor der i stadigt højre frekvens udkommer ny og spændende musik dagligt. Bandet er også begyndt at skifte kompositionsstil i retning af eksperimenterende jam sessions, for at fortsætte færden mod den autentiske og sjælerystende koncertoplevelse.

Tak til Kōya for det interview der ligger til grund for artiklen.

- Jonas Guldfeldt Viuff