Beethovens 9. symfoni – en introduktion | Odense Bibliotekerne

Myterne, der omgærder Beethovens sidste symfoni, er mange. Det holder aldrig op med at være ubegribeligt, at dette uforlignelige mesterværk er skrevet af en komponist, der ikke kunne høre. Den arme mand måtte flytte flere gange undervejs i værkets tilblivelsesår, fordi naboerne ikke kunne holde ud at høre på ham hamre på klaveret hele natten.

Symfonien var egentlig et bestillingsarbejde, rekvireret af London Philharmonic Society  i 1817, og Beethoven arbejdede på den sideløbende med, at han skrev sin store messe Missa solemnis. Men det var først fra efteråret 1822, at arbejdet for alvor tog fart, og dér var han raget uklar med det wienske publikum (som han mente favoriserede italienske komponister) og ville egentlig gerne have haft symfonien uropført i Berlin.

Denne plan blev dog vendt på hovedet, da en underskriftindsamling blandt Wiens ledende musikere og Beethoven-beundrere overbeviste en smigret Beethoven om, at wienerne var med ham alligevel. Og den 7. maj 1824 blev den 9. symfoni uropført i Theater am Kärntnertor.

Fra premieren har vi den rørende historie om altsolisten, den 20-årige Caroline Unger, som kom Beethoven til hjælp, da han fortsatte med at dirigere, uvidende om, at musikken var færdig. Hun gik hen til ham, greb ham i ærmet og drejede ham rundt, så han ved selvsyn kunne se det jublende publikum, der sendte hatte, lommetørklæder og hænder i vejret og på denne måde tilkendegav for den døve komponist, at de tog begejstret imod hans nye symfoni.

Og Beethovens niende er vitterlig et skelsættende og i musikalsk henseende revolutionært værk i den klassiske musikhistorie. Det revolutionære er, at den niende markerer første gang, at en betydelig komponist fik den idé at føje menneskelige stemmer til det symfoniske format. Det sker i den epokegørende fjerde sats, hvor et kor og fire solister rejser sig og synger en af Beethoven let udvidet udgave af Friedrich Schillers ”An die Freude” – altså den, vi på dansk kender som ”Ode til glæden”.

Og det øjeblik – hvor kor, solister og orkester i fællesskab med Schillers ord maner til forbrødring, fællesskab og fortrøstning i Guds varetægt i funklende, himmelsk D-dur – har det nu i 200 år ikke været menneskeligt muligt ikke at få øjeblikkelig gåsehud af.

”Ode til glæden” var det indlysende valg som soundtrack til internationalt sammenhold og broderskab, da den Europæiske Union skulle vælge nationalmelodi – den er nu kendt som ”Europahymnen”. Og aldrig er Beethovens 9. på programmet hos bare et nogenlunde hæderligt symfoniorkester, uden at billetterne bliver revet væk – hver gang!

Fun ’fact’ (eller i hvert fald ’fun myte’): Beethovens niende er grunden til, at der kan være 74 minutters musik på en cd. Wilhelm Furtwänglers optagelse fra 1951 (se nedenfor) har præcis denne længde, og Philips og Sony, som udviklede cd’en, blev enige om at lade 74 minutter være standardlængden af denne årsag. Or so the story goes.

På biblioteket har vi knap 50 indspilninger af Beethovens niende. Det kan være angstprovokerende at stå og kigge på dem og ikke ane, hvilken én, man skal tage med hjem. Er det bedst at starte med en støvet, skrattende klassiker, eller skal man hellere vælge en helt ny og glasklar optagelse? Hvilket dirigent fortolker Beethoven bedst, og hvilket orkester skal man ikke snyde sig selv for?

Her løfter jeg sløret for, hvilke syv indspilninger, jeg mener, at man i hvert fald ikke går galt i byen med. Og hvis man låner dem ALLE SAMMEN med hjem og lytter til dem, er man virkelig, virkelig velbevandret i Beethovens niende – det tør jeg godt garantere.

Mange af indspilningerne befinder sig i bokssæt med samtlige Beethovens ni symfonier – og det betyder jo kun, at der er ekstra-ultra-bonuspoint for at kunne lytte til hele striben af Beethovens uomgængelige orkestermirakler. Men til nedenstående liste vurderer jeg altså kun indspilningerne af den niende symfoni.