Affald - et fælleseuropæisk anliggende
Hvad der er affald og hvordan affald håndteres, er et fælleseuropæisk anliggende.
Affaldsdirektivet blev vedtaget i 2008 og sætter rammerne for affaldsbehandling i Den Europæiske Union. Et direktiv fastlægger et fælles mål, og det er så op til medlemslandene selv hvordan de opnår dette mål. Med affaldsdirektivet blev det f.eks. bestemt at medlemslandene skulle indføre særskilt indsamling af tekstilaffald og farligt affald produceret af husholdninger inden 1. januar 2025 og inden 31. december 2023 sikre at bioaffald indsamles særskilt eller genanvendes ved kilden. I Danmark er den bestemmelse blevet udmøntet på den måde, at kommunerne indsamler bioaffald og farligt affald fra de danske husstande. Der er pt. ikke indsamling af tekstilaffald, men man kan aflevere det på den lokale genbrugsstation.
I relation til affaldsdirektivet har EU vedtaget en række underliggende regler for forskellige områder, f.eks. plastikemballage, batterier og biologisk nedbrydeligt affald.
Affaldsdirektivet skal understøtte den cirkulære økonomi, hvor materialer ikke bliver til affald ved at holde dem i cirkulation. Elementer heri er, at produkter bliver mere holdbare, at produkterne bliver lettere at reparere og at materialerne i produkterne er lette at genanvende, når produkterne kasseres.
Der er kritiske røster i forhold til affaldsdirektivet. F.eks. skriver EPSU, som er en paraplyorganisation for europæiske fagforeninger (bl.a. 3F her i Danmark), at der i affaldsdirektivet mangler fokus på at nedbringe mængden af affald selvom det er øverst i affaldshirarkiet. En del af problemet er, at der ikke gøres op med vækstøkonomien og derved bliver man ved med at producere mere affald. Der burde komme mere fokus på deleøkonomi og minimering af emballage.
Udgivet: Mandag 15. april 2024 • Opdateret: Tirsdag 7. maj 2024