EU-Kommissionen vedtager ny strategi for et bedre internet for børn
Den nye strategi skal sikre et sikkert digitalt miljø, sikre digital dannelse og øge børns aktive deltagelse.
EU-kommissionens nye strategi for et bedre internet for børn kaldes også BIK+. Strategien er en ajourføring af af 2012-udgaven og er den digital arm af strategien vedrørende børns rettigheder. BIK+ er en form for handlingsplan, hvor kommissionen beskriver hvad den har tænkt sig at gøre for at børn beskyttes, respekteres og styrkes online.
Overordnet set indeholder strategien aktiviteter og anbefalinger indenfor 3 områder: Sikre digitale oplevelser, styrkelse af digitale færdigheder og aktiv deltagelse.
Sikre digitale oplevelser
Børn er mere online end tidligere og de får en online tilstedeværelse i en yngre alder end før. Derfor vil kommissionen sikre at børn bliver beskyttet bedre end før når de er online. Det skal bl.a. ske gennem et EU-adfærdskodeks for alderstilpasset design. Kodekset skal sikre privatlivets fred og sikkerhed for børn, når de bruger digitale services. Kommissionen vil være med til at udvikle løsninger, som kan sikre alderdokumentation bl.a. for at kunne styre adgang til visse former for indhold og samtidig bekæmpe spredning af imtime billeder uden samtykke.
Det, i Danmark, kendte hotline-nummer 116 111 (Børnetelefonen) bruges også i andre lande, men skal ifølge strategien harmoniseres, så det overalt i EU er reserveret til hotlines, hvor børn kan få hjælp i sager om cybermobning. Der vil stadig være mulighed for at få hjælp til andre typer problemer.
Styrkelse af digitale færdigheder
Børns digitale færdigheder skal styrkes. Det skal ske via skolen, hvor EU-støttede læringsforløb kan være med til at styrke digitale færdigheder hos børn. Desuden vil kommissionen støtte mediekendskabskampagner, som skal være med til at øge bevidstheden om risikoen for børn som unge forbrugere, brugen af personoplysninger og kreativ og ansvarlig brug af digitale teknologier.
Aktiv deltagelse
Kommissionen anerkender, at børn har en særlig viden omkring det at leve i en digital barndom. De bør derfor inviteres inden for i udformningen af det digitale miljø og på den måde være en del af processen. Det skal bl.a. ske gennem en online portal hvor børn kan deltage og ved brug af ambassadørnetværk.
Læs mere
Vil du læse mere om strategien, så er der forskellige muligheder:
Udgivet: Tirsdag 3. maj 2022 • Opdateret: Tirsdag 24. maj 2022