Relationerne mellem EU og Afrika
I EU er der kommet en forståelse af, at et partnerskab med Afrika er nødvendig, men fortiden med kolonialisme og brudte løfter gør det imidlertid svært for EU at indfri potentialet.
Et partnerskab er afgørende for EU for at kunne sikre den grønne omstilling, skabe gode forsyningskæder, få adgang til råstoffer, opnå politisk støtte og få kontrol over migrationen til Europa. Det arbejde, som bliver udført, sker med udgangspunkt i Samoa-aftalen og den fælles EU-Afrika-strategi. Disse aftaler er designet til at fremme bæredygtig udvikling, fred og sikkerhed samt økonomisk vækst på begge kontinenter.
Samoa-aftalen
Samoa-aftalen, der blev underskrevet i november 2023, erstatter den tidligere Cotonouaftale, som har været grundlaget for samarbejdet i over 20 år. Aftalen fokuserer på seks strategiske områder:
- Menneskerettigheder, demokrati og god forvaltningspraksis: Styrkelse af demokratiske institutioner og beskyttelse af menneskerettighederne.
- Fred og sikkerhed: Samarbejde om at fremme stabilitet og sikkerhed i regionen.
- Menneskelig og social udvikling: Investering i uddannelse, sundhed og social velfærd.
- Bæredygtig økonomisk vækst: Fremme af økonomisk udvikling, der er inkluderende og bæredygtig.
- Miljømæssig bæredygtighed og klimaændringer: Initiativer til at tackle klimaforandringer og beskytte naturressourcer.
- Migration og mobilitet: Skabelse af lovlige migrationskanaler og forbedring af mobilitetsmuligheder.
Aftalen understreger også vigtigheden af samarbejde i internationale fora og FN’s 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling.
Den fælles EU-Afrika-strategi
Den fælles EU-Afrika-strategi blev vedtaget i 2007 og har til formål at styrke partnerskabet mellem de to kontinenter. Strategien fokuserer på at:
- Udvide samarbejdet: Gå ud over traditionelt bistandsarbejde og tackle fælles udfordringer som migration, klimaændringer og sikkerhed.
- Støtte Afrikas udvikling: Fremme tværregionale og kontinentale løsninger på store udfordringer.
- Sikre borgerinddragelse: Arbejde hen imod et menneskeorienteret partnerskab, hvor både afrikanske og europæiske borgere har en stemme.
Konkrete handlinger
Under begge aftaler er der iværksat en række konkrete initiativer:
- Udviklingsbistand: EU er den største donor af officiel udviklingsbistand til Afrika, med fokus på bæredygtig udvikling gennem det nye instrument for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde (NDICI).
- Investeringer: På det seneste topmøde mellem EU og AU blev der enighed om en investeringspakke på 150 milliarder EUR for at fremme bæredygtige økonomier i Afrika.
- Handelsaftaler: Gennem økonomiske partnerskabsaftaler (EPA’er) arbejder EU på at fremme handel og økonomisk integration mellem EU og afrikanske lande.
Samarbejdet mellem EU og Afrika er en vigtig del af begge regioners fremtid. Gennem Samoa-aftalen og den fælles EU-Afrika-strategi arbejder man hen imod et partnerskab, der ikke blot adresserer aktuelle udfordringer, men også skaber muligheder for vækst og udvikling. Om det ender med en succes, handler også om EU’s evne til at levere på løfter og anerkende de afrikanske lande som ligeværdige partnere.
Kilder:
"EU må lære af historien og finde fælles interesser for at styrke samarbejdet med afrikanske lande" / Roed Nielsen, Svend. - Citeret 6/11-2024 fra https://thinkeuropa.dk/brief/2023-05-eu-maa-laere-af-historien-og-finde-faelles-interesser-for-at-styrke-samarbejdet-med
"EU vil forny sin rolle i Afrika, men snubler i den koloniale arv" / Foss, Rasmus. - Citeret 6/11-2024 fra https://globalnyt.dk/eu-vil-forny-sin-rolle-i-afrika-men-snubler-i-den-koloniale-arv/
"Afrika" / Meseth, Christian. - Citeret d. 6/11-2024 fra https://www.europarl.europa.eu/factsheets/da/sheet/180/afrika
Udgivet: Mandag 30. september 2024 • Opdateret: Onsdag 6. november 2024