State of the union 2023
I sin tale om Unionens tilstand den 13. september 2023 beskrev Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, de vigtigste prioriteter og initiativer for det kommende år på grundlag af EU's succeser og resultater de seneste år.
I løbet af det seneste år har europæerne klaret sig gennem en energikrise, gæstfrit taget imod millioner af ukrainske flygtninge – det største antal fordrevne mennesker siden Anden Verdenskrig – og boostet økonomien med europæiske investeringer i hidtil uset omfang. Det har været endnu et år med udfordringer uden fortilfælde, og endnu engang har EU taget udfordringerne op.
Du kan læse mere om Europa-Kommissionens initiativer og resultater i 2022 og 2023 på webstedet ec.europa.eu/soteu2023
I sin tale redegjorde kommissionsformand Ursula von der Leyen for de initiativer, som Kommissionen havde foreslået:
Den europæiske grønne pagt
• En række dialoger med industrien om omstillingen til ren energi for at udvikle en tilgang for hvert industrielt økosystem, herunder landbruget
• Forslag om en europæisk vindenergipakke for at bidrage til at afhjælpe udfordringerne for EU's vind-industri, yderligere skub i udstedelsen af tilladelser og forbedring af auktionssystemerne
• Undersøgelsen af mulige subsidier af el-biler fra Kina
• Indledning af en strategisk dialog om landbrugets fremtid i EU
Økonomi, social dialog og konkurrenceevne
• Organisering af et nyt topmøde mellem arbejdsmarkedets parter for at fokusere tidens store udfordringer – fra mangel på færdigheder og arbejdskraft til konsekvenserne af kunstig intelligens
• Udpegelse af en EU-repræsentant for små og mellemstore virksomheder, som skal rapportere til Kommissionens formand
• Lovforslag med henblik på at reducere rapporteringskravene på europæisk plan med 25 % for at gøre det lettere at drive virksomhed
• Anmodning om en rapport fra Mario Draghi om den europæiske konkurrenceevnes fremtid for at fastsætte, hvordan EU kan forblive konkurrencedygtigt og samtidig føre an i omstillingen til ren energi
Det digitale område og kunstig intelligens
• Fremlæggelse af initiativ, som skal gøre vores højt-ydende computere tilgængelige for europæiske nystartede virksomheder inden for kunstig intelligens, så de kan bruge dem til at træne deres modeller
• Støtte oprettelsen af et globalt panel, der samler videnskabsfolk, teknologivirksomheder og eksperter for at identificere muligheder og risici forbundet med kunstig intelligens
• Samarbejde med erhvervslivet om globale minimumsstandarder for sikker og etisk anvendelse af kunstig intelligens
Ukraine
• Forslag om at forlænge den midlertidige beskyttelse af ukrainere i EU
• Gennemførelse af forslaget om Ukraine-facilitet til en værdi af 50 mia. euro til investeringer og reformer i de næste fire år
Udvidelse
• Udvidelse af EU's retsstatsrapporter til at omfatte de tiltrædelseslande, der hurtigere gør fremskridt
• Iværksættelse af en række politikvurderinger forud for udvidelse for at se, hvordan de enkelte EU-politikker skal tilpasses et større EU
• Fremlæggelse af idéer, som skal indgå i ledernes drøftelser under det belgiske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union
Et globalt Europa, migration og sikkerhed
• Fremlæggelse af en ny strategisk tilgang for Afrika med henblik på at udvikle et gensidigt fordelagtigt partnerskab om anliggender af fælles interesse for begge kontinenter
• En international konference om bekæmpelse af smugling af migranter
Dette års tale om den Europæiske Unions tilstand har også betydning som optakt til valget til Europa-Parlamentet i 2024. Det er et vigtigt tidspunkt at informere og engagere de europæiske borgere og folk i andre dele af verden og øge bevidstheden om, hvad EU står for, og hvad det gør for og sammen med EU-borgerne.
Udgivet: Tirsdag 5. september 2023 • Opdateret: Fredag 22. september 2023