Ursula Von der Leyen genvalgt som formand for EU-Kommissionen
Med 401 stemmer i EU-Parlamentet blev Ursusla Von der Leyen godkendt af EU-Parlamentet som formand for EU-Kommission. Europe Direct Odense har kigget nærmere på hvad de politiske prioriteter er, ifølge Von der Leyen.
Ursula Von der Leyen, som tidligere har været tysk minister, har været formand for EU-Kommissionen fra 2019-2024. Hun blev indstillet af Rådet for den Europæiske Union til at fortsætte i yderligere 5 år, men for at blive genindsat skulle hun først godkendes af EU-Parlamentet.
Op til den session, hvor hun skulle møde EU-Parlamentet havde von der Leyen offentliggjort sine prioriteter og da hun var i parlamentet fremlagde hun prioriteterne for medlemmerne af Europa-Parlamentet. Disse prioriteter omfatter:
- konkurrenceevnen skal boostes og der skal oprettes en konkurrenceevnefond
- CO2-udledninger skal reduceres med 90% i 2040 og de grønne love, som er vedtaget skal implementeres, så de virker
- en aftale om ren industri, som sikrer at EU bliver grønnere uden at forringe konkurrenceevnen
- etablering af et luftskjold og cyberforsvar i Europa og oprettelse af en forsvarsfond, som kan investere i forsvarskapaciteter
- styrkelse af de ydre grænser, herunder en forøgelse af antallet af grænsevagter
- udvidelse af EU
- en plan for landbrug og fødevaresektoren, som kan sikre fair betaling for landbrugsprodukter
- skærpelse af kursen overfor sociale medier og de afhængighedsskabende elementer deri
- oprettelsen af et demokratiskjold, som kan forhindre politisk blanding udefra
De prioriteter, som blev præsenteret i von der Leyens tale var et udpluk. Alle prioriteter er beskrevet i et dokument, som er tilgængelig på EU's hjemmeside.
Von der Leyen lægger op til, at der kommer en kommissær for bolig, en kommissær for Middelhavsområdet og en kommissær for retfærdighed mellem generationerne. Disse kommissærer er nye i forhold til den forrige kommission.
Undervejs i talen var der også kritik af Viktor Orbáns fredsmission til bl.a. Rusland, hvor han mødtes med Putin. Von der Leyen beskrev det i sin tale som en "eftergivenhedsmission". Der blev også udtrykt fortsatte støtte til Ukraine og et krav om, at krigen i Gaza standes. Von der Leyen sagde også, at det er en nødvendighed, at man respekterer retstatsprincipperne, hvis man vil have midler fra EU.
Den første opgave for den nye kommissionsformand er, i samarbejde med Rådet for den Europæiske Union, at finde de nye kommissærer. Disse kommissærer skal også godkendes af EU-Parlamentet. Ifølge Altinget er vi nok helt henne omkring årsskiftet inden en ny kommission er på plads.
Udgivet: Onsdag 24. juli 2024 • Opdateret: Tirsdag 6. august 2024