Guld fra Gemmerne #16 Carnaval in Cuba, 1981 | Odense Bibliotekerne

Smid hvad du har i hænderne og slip dig selv løs i Havana! Der er karneval og alle fester, synger, danser og bidrager til den fælles folkefest! Omringet af mozambique- og cuban congorytmer lytter vi aktivt med i en stor festlig begivenhed som inkluderer et utal af mennesker, så mange at det bedst kan beskrives som en stor folkemængde.

Noget af det, jeg bemærker, skiller sig ud på denne plade er at rigtig mange af numrene er utroligt simple rent musikalsk teoretisk. Vi hører op til flere numre som består af et gentagende ostinat i bas og keys. På ’Los Hermanos Izquierdo’ og ’Soy Cubano’ hører vi gode eksempler på ostinatspil. Musikken fungerer rigtig meget som en booster til den generelle stemning. Man hører på ’Los Hermanos Izquierdo’ en frontperson, der kommunikerer meget med sit publikum og i høj grad får dem med til at bidrage til kor og call-response. Kan det blive mere folkeligt og ikke-elitært at invitere hele publikum til at skråle med på musikken? Der er ingen arrogance over musikerne på denne plade, og det lyder som om de, på lige fod med de resterende deltagende, har en fest og bruger musikken som deres bidrag til herligheden. Der er nogle rigtig stærke trommespillere på pladen, og jeg vil derfor fremhæve nogle numre her. På ’Ahora es cuando es’ hører vi en virkelig stærk rytmesektion, der spiller overbevisende godt. Det går sindssygt hurtigt, og de får det til at lyde nemt og tilbagelænet. Det er glad musik, og trommeintroen bliver efterfulgt af stringente trompeter, orgel/keyboard og fællessang som munder ud i et regulært klimaks som er utroligt opløftende. Musikkens formål lyder i høj grad til at være tilgængelig for alle som har lyst til at være med. Det er meget imødekommende og der er lange jammede outroer på rigtig mange af numrene generelt. Pladens første nummer ’Mozambique’ er et must at lytte til, hvis man interesserer sig for cubanske rytmer. Mozambique en helt klassisk cubansk klavesrytme, som bliver udpenslet totalt på det her nummer. Det lyder endda som om at mikrofonholderen bevist har stillet sig lige foran rytmesektionen, da vi hører at sang, trompeter og andre melodigivende inputs ligger meget langt tilbage i optagelsen, hvorimod vi får det bastante rytmiske ligger helt fremme på optagelsen. 

På ’Orquestra Aragon-"Preguntame"’ hører vi et eksempel på et nummer med meget variation. Man kan sige at nummeret, som varer 08:51 minutter, er delt op i to afdelinger. Vi starter ud med et sprødt ostinat, som går over i en mere romantisk melodi, hvor vi endda hører kvintskridtsekvenser og et regulært funktionsharmonisk akkordskema. Musikerne går tilbage og mellemlander i ostinatet, som virkelig groover. Anden halvdel af nummeret minder mere om resten af pladens numre – her bliver musikerne i det to-takter lange ostinat, som de gentager om og om igen. Nummeret får herved en rigtig lang outro, hvor der virkelig bliver lagt op til soloer i fløjten og øget festligt stemning. Energisk set er det et langt crescendo, som bare bliver vildere og vildere. Musikerne holder sig til sine roller, hvilket giver frit slag til sangere, percussion og fløjte til at jamme derud af.

Folkefesten er så intens at den skinner totalt igennem på denne optagelse. Det har uden tvivl været totalt fedt at være i Havana og optage til denne plade, og jeg vil igen takke de kyndige mennesker fra Ethnic Folkways Records for at have gjort dette usædvanlige benarbejde. Det er fantastisk at få lov til at høre så ægte og rå musik, som samtlige af deres plader jo repræsenterer. På denne plade er det ikke minimalismen og ro der fylder, derimod er det det udadvendte, det inviterende og det energiske i menneskene, der får lov til at skinne igennem, og det gør det til en rigtig befriende lytteoplevelse. Man må skelne i numrene mellem de numre, som er deciderede koncertoptrædener som ’Orquestra Aragon-"Preguntame"’ og gadeoptrædener/baggrundsmusik som f.eks. ’Organo de Manzanilla’. De forskellige typer musik vidner om at musikken er overalt i denne folkefest. Pladen sætter sit punktum ved at have medregnet ’Boys Duet’. En lille kort duet, hvor to drenge synger duet a capella. Ingen trommer, ingen opråb og jubelstemning, men blot de to rene stemmer, som synger en kort melodi for os unisont og afslutningsvis præsenterer de sig selv. Det gør at pladen i sin helhed er et helt fantastisk samtidsbillede i en begivenhed, der har taget plads i fortiden, men nu er udødeliggjort via disse optagelser.  

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket