Guld Fra Gemmerne #25 Interlude – Toshiko Akiyoshi, 1987 | Odense Bibliotekerne

Med en unik baggrund og historie, er den nu 93-årige japansk/amerikanske Toshiko Akiyoshi en rigtig interessant musiker i jazzlandskabet som historisk set har været domineret af afroamerikanske musikere og, generelt, mænd. Siden sin debutplade i 1954 har Toshiko medvirket på et hav af indspilninger, og hun har i den grad vist lederskab og et usædvanligt begær for at udforske nye musikalske eventyr igennem hele sit musikalske virke. I sin 50-årige karriere har hun i gennemsnit udgivet en plade om året – plus det løse i form af diverse live-albums. Hun er især kendt for sit arbejde i Lew Tabackin Big Band og Toshiko Akiyoshi Jazz Orchestra, hvor hun har komponeret, arrangeret og dirigeret musikken på samtlige 23 albums med sin partner in crime og husbond Lew Tabackin.

På trods af det brede udvalg af big bandindspilninger, har jeg valgt at dykke ned i en af de plader, hvor Toshiko spiller trio med Dennis Irwin på bas og Eddie Marshall på trommer. Pladen indeholder både hendes egne kompositioner og fortolkninger af kendte numre, og det er bestemt ikke kedelig lytning. Toshikos klaverspil bærer i den grad præg af de helte, hun med garanti har været i blandt og spejlet sig i. Pianister som Teddy Wilson, Errol Garner og Duke Ellington spøger på pladen og blandet med Toshikos egen karismatiske lyd, er det en trioplade i meget høj kvalitet. I disse jazzudgaver af Guld fra Gemmerne, har vi allerede rundet to andre plader fra 1980’erne, nemlig Gentlemen’s Agreement og Wings. Når man sammenligner de to plader med Interlude, bekræftes det i den grad at jazzmusikken var og er i evig udvikling. Hvor musikerne på Gentlemen’s Agreement spiller eklektisk og grænsesøgende, kan man med ro i maven sige at Toshiko Akiyoshis triolyd er en del mere tilbageskuende. Musikken er meget traditionelt spillet, og det minder rigtig meget om mange af de trioplader, man kan finde fra 1950-60’erne. Franco Ambrosetti stiler, på Wings, efter en meget mere moderne stil, som på ingen måde minder om musikken, vi hører på Interlude – og det er altså plader er indspillet i omtrent samme periode. Jo mere man sætter sig ind i jazzhistorien, jo tydeligere bliver de forskellige strømninger. Der er i den grad noget at hente i den traditionelle jazz, og netop fordi der skete så mange vilde ting på jazzscenen dengang, er der nogle musikere som bliver ved med at dyrke denne specifikke lyd. Det er tidløs musik. Hvor musikere som Michael Brecker, George Adams og Franco Ambrosetti har haft et større behov for at teste nyt terræn og gå til grænsen med deres musik, viser Toshiko Akiyoshi at hun godt tør dyrke det traditionelle og at hun har en tydelig stemme i denne stilart.

”Interlude” er åbningsnummeret og dermed en velkomst. Vi starter med en flot klaverintro, og så bliver der ellers sat et latingroove op, som danner rammen for soloerne. Det er generelt standard jazz-former vi hører på pladen, og traditionen tro hører vi også rigtig mange bassoloer – det er ikke unormalt på en klavertrioplade, at der er bassolo på mange af albummets numre. Tjek f.eks. Bill Evans’ trioplader ud og hør gode eksempler på dette. Der hvor pladen udfordrer lytteren, er på numre som ”I Know Who Loves You” og ”Ain’t Gonna Ask No More”, hvor Toshiko spiller snedige, kringlede temaer, som ikke er så forudsigelige som resten af musikken godt kan komme til at fremstå. Disse ovennævnte temaer minder mig om noget, der kunne have været på en Jan Johansson-plade, og det synes jeg bestemt klæder numrene, som ellers ret hurtigt bevæger sig over i et rimelig overskueligt bebop-akkordsprog. Når hun f.eks. spiller nummeret ”Pagliacci”, som er en fortolkning af en komposition af den italienske klassiske komponist Giacomo Puccini, formår hun at forvandle hans musik til bebop-swing. Det er et interessant musikalsk valg! Toshikos egne numre på pladen er rigtig solide og går godt i spænd med de standarder, hun har valgt at inkludere på pladen. Vi hører sprøde udgaver af ”Blue and Sentimental”, ”Solitude” og ”You Stepped Out of a Dream”, hvor trioen virkelig viser os hvor godt de spiller standard jazz-triosprog.

Toshiko Akiyoshi har en rigtig spændende historie, og som den første japanske studerende på Berklee College of Music i 1955, gjorde hun sig i den grad bemærket den ellers så ret mandsdominerede jazzverden. Hun var ukuelig, og man må sige at hun har givet alle tvivlerne igen, da hun har formået at have en 50-årig karriere – en karrierelængde, som mange af de store jazzstjerner ikke tilnærmelsesvis nåede at opnå. Det er inspirerende, at hun er gået ind i den her verden så aggressivt, som hun har gjort. Selv hendes klaverspil reflekterer en insisteren og no-bullshit personlighed, som er nødvendig i en verden hvor man skal have albuerne godt ude for at bevise sin berettigelse i miljøet. Jeg kan kun anbefale at man tjekker mere af hendes musik ud (der er rigeligt at vælge imellem), både ved at lytte men også ved at tjekke forskellige koncertvideoer ud. Man kan nemlig finde klip med Toshiko helt tilbage fra 1950’erne, hvor hun allerede dengang spillede fænomenalt. Der er også mange rigtig gode koncertoptagelser med Lew Tabackin Big Band og Toshiko Akiyoshi Jazz Orchestra feat. Lew Tabackin at finde på nettet.

Interlude er en gedigen trioplade, og selvom den måske ikke tilføjer ret meget nyt til genren, synes jeg stadig den er værd at lytte til. Toshikos klaverspil er spændende og selvom numrene følger meget samme formel, har hun alligevel valgt at tage ret forskellige kompositioner med på pladen, som i en helhed giver os et meget personligt indtryk af musikeren Toshiko Akiyoshi.

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket