Guld Fra Gemmerne #35 Claude’s Late Morning – Bobby Previte, 1988 | Odense Bibliotekerne

Som årene er gået, er der efterhånden blevet lyttet en del plader igennem for skribentens vedkommende. Både i kraft af Guld fra Gemmerne som en del af min søgen efter gammel og glemt musik, men også generelt har der siden barnsben hersket en nysgerrighed efter at lære ny musik at kende. Hvorfor ikke bare holde sig det til man kender? Når man først en gang er stødt på noget musik, der har ændret ens musikalske horisont markant, siger det noget om at musikkens grænser i princippet er uendelige og i store træk udefinerede, og derfor er det spændende at blive ved med at lede. Og netop fordi det meste musik er opstået ud fra enkelte komponisters eller små gruppers umiddelbare kreativitet, vil det altid være muligt at støde på musik som virker nyt og forfriskende. Ved at sætte sig ind i de historiske musikalske strømninger inden for de forskellige genrer, lærer man med tiden at tage musikken for hvad det er og herved er det nemmere at gå på opdagelse i ukendte udgivelser.

Claude’s Late Morning er om noget en meget uforudsigelig jazzplade. Der sker ekstremt mange ting, så det handler om at holde tungen lige i munden, især når man lytter pladen igennem første gang. Jeg kender kun få ud af de ni musikere, som spiller med på pladen - heriblandt Bill Frisell. Indtil videre kender jeg mest til Bill Frisells nyere udgivelser. Det er spændende at høre, hvad han laver på denne plade, som efterhånden har en del år på bagen. Og hold da op en rutsjebanetur, det er at lytte musikken igennem. På ”Look Both Ways” hører vi første gang det eklektiske udtryk, som pladen udtrykker hele vejen igennem. Masser af lydinputs fra alle instrumenter, og midt i det hele en energisk og fuldstændig gennemtrængende guitarsolo fra Bill Frisell med masser af distortion. Generelt kan man sige om kompositionerne, at der arbejdes meget i gentagende motiver – både rytmiske og melodiske. På ”One Bowl” hører vi en gentagende guitarfigur spille, mens tuba og pedal steel guitar også gentager de samme figurer. Alt imens hører vi akkordion og harpe komme med indspark. Bobby Previte er krediteret på pladen som trommeslager, marimbaspiller, keyboardspiller, sanger og på trommemaskine. Samtidig kan vi læse at al musik på pladen er dirigeret af Bobby Previte. Her kan man virkelig tale om en musikalsk blæksprutte! Ved at have simple melodistumper i det musikalske grundskelet, giver det mulighed for at træde ind og ud af rollerne, og samtidig lyder det også til at der er frit slag til at spille solo oven i virvaret af lyde og melodiske motiver. Igen på ”One Bowl” stikker Bill Frisell af i en helt smadret improvisation på elguitar. Til slut vender Frisell tilbage til den oprindelige figur, og det fungerer rigtig godt i kompositionen som helhed. Det er fedt at høre en lidt mere aggressiv Bill Frisell, end vi er vant til på de nyere indspilninger, vi hører ham på. Der er himmelvid forskel på hans bidrag på Claude’s Late Morning og Jakob Bros December Song. Dog er der ingen tvivl om at det er Bill Frisell, der spiller på begge plader.

Vi er i 1988, og der skete virkelig noget i det musikalske landskab i dette årti. Introduktionen af MIDI-systemet i 1983 var et paradigmeskifte, og på seriøse pladeproduktioner blev disse nye instrumenter en realitet på mange plader i løbet af 80’erne. For nogle musikere oplevedes en stemning af fuldstændig ukritisk eufori over disse MIDI-instrumenter, som ret tidligt blev taget alvorligt på lige fod med almindelige instrumenter. På Claude’s Late Morning hører vi både el-trommer og trommemaskine, og kontrasten mellem lydende på de akustiske trommer og de stereotype 80’er el-trommer er enormt tydelig, og det giver pladen en helt særlig tidstypisk lyd.
Noget jeg virkelig synes er lykkes på pladen er nogle af de forskellige instrumentkombinationer, vi hører i arrangementerne. Det er så fedt at høre akkordion og tuba spille sammen i ”Sometimes You Need an Airport” eller akkordion og guitar spille unisont i et af mine favoritnumre på pladen, ”Ballet”. Harpen bliver også brugt flittigt, og den høres f.eks. i titelnummeret ”Claude’s Late Morning”, hvor den spiller trio kortvarigt med guitar og akkordion. Det er en helt unik instrumentkombination og i den grad forfriskende.

Det kan være en intimiderende oplevelse, første gang man lytter Claude’s Late Morning igennem, men jeg vil anbefale at man retter sit fokus efter de forskellige spændende kombinationer, som høres internt i orkestret. Hvis man er Bill Frisell fan er pladen i den grad værd at have med i sin samling som referenceplade.

 God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket