Guld fra Gemmerne #57 Anima - Kilgore, 1980 | Odense Bibliotekerne

Året er 1981 og du er netop landet på Roskilde Festival. Luften er tyk af sommervarme, øl og godt humør. I det spændende line-up, som rummer kunstnere som Rugsted & Kreutzfeld, Sneakers, Anne Linnet Band og TV-2, toner en anden type musik frem på scenen med dystopiske undertoner, båndløs bas og et trommespil, hvor stikkerne sidder rimelig løst, men sikkert, i hænderne. Anima har på dette tidspunkt næsten lige udgivet deres anden LP, Kilgore, og nu er Roskilde Festival vidne til en musikalsk opførsel af de sjældnere. Denne musik er helt speciel, og vi kan igen konstatere at vi er i grænselandet mellem genrer. Om det er rock eller fusionsjazz eller bare fusionsmusik, det må være op til læseren/lytteren at være med til at bestemme. Det er en stor oplevelse at høre albummet igennem, og sikke en måde at præge de tidlige 1980’ere!

Jeg må indse det! Jeg kan lige så godt allerede nu forberede mig på at lave en hel sæson Guld fra Gemmerne, som udelukket handler om Michael Friis. Der er en tendens til, at han spiller med på hver anden plade, jeg hiver fat i, og det er på ingen måde intentionelt hver gang. Denne gang synes jeg vi trængte til at lytte til noget hårdere rock, end vi har gjort længe. Med et småperverst cover af tre opretstående mumier, som symboliserer de tre aber – Mizaru, der holder sig for øjnene, Kikazaru, der holder sig for ørerne og Iwazuru, der holder sig for munden. Med titlen Kilgore, var jeg næsten 100% sikker på at denne musik ville teste mine grænser og hårdførhed. Dog skulle det hurtigt vise sig, at Anima er ovre i en helt anden, og efterhånden velkendt, boldgade. Fusionsmusikken er spændende, og det var virkelig en genre, der kunne udfordre de dygtige tekniske musikere, som florerede i rockverdenen i Danmark på det tidspunkt. Vi kan ikke høre Kilgore uden at nævne Joe Zawinuls legendariske fusionsband Weather Report, og den indflydelse dette band uden tvivl har haft på Kenneth Knudsen og co. i disse år. Der er mange passager, hvor vi kan høre Michael Friis sende kærlige båndløse bashilsner til baslegenden, Jaco Pastorius. Et ud af mange eksempler høres på pladens sidste nummer The Rest Of Your Life.
Kenneth Knudsen er manden bag Anima, og jeg er vild med alt ved hans lyd og musikalitet. Der bliver virkelig eksperimenteret på en spændende musikalsk fordrende måde. Lige fra eksperimenter med reallyde og en form for drum’n’bass a la 1980 på Tapes, til lange rubato passager, som vi hører det på Windows og Pitched Air, hvor musikken fremstår komplet flydende og uden form. Hvis man godt kan lide elektrisk og ekvilibristisk guitarspil, er Kilgore også en plade fuld af gode overraskelser. Mikkel Nordsø har takket være Kenneth Knudsen fået foræret nogle helt perfekte guitarsolopassager, som giver ham muligheden for at syre fuldstændig ud. Prøv at høre Circles og Pieces, og oplev hvordan Mikkel Nordsø stikker helt af, akkompagneret af en rytmegruppe, der bakker ham op på bedste vis. Det er virkelig en fornøjelse af høre hvordan de konstant pumper energi i sammenspillet.

Som notorisk klangperfektionist har Kenneth Knudsen altid haft et rigtig godt ry, når det handler om musikproduktion. Det er ikke for sjov at Sebastian brugte Kenneth Knudsen på nogle af sine mest succesfulde, og nærmest kanoniske, albums i årene 1977-1983. Knudsen må på dette tidspunkt have været en af Danmarks absolut bedste studieteknikere, og som virtuos keyboardspiller er der ingen tvivl om, at han har kunnet kombinere nøgtern studieteknik med et sprudlende kreativt overskud. Anima er et lyt værd af mange årsager. Første argument for at høre pladen kan være for at høre hvor sindssygt højt niveau, nogle af landets musikere spillede på, på dette tidspunkt. Et andet argument for at dykke ned i Kilgore kan være for at høre et bud på dansk fusionsmusik fra øverste hylde med selveste Kenneth Knudsen aka. den danske Joe Zawinul som kapelmester. Et helt tredje argument kan være som perspektivlytning. Her hører vi nogle af Danmarks mest brugte studiemusikere spille progressiv musik på vildt højt niveau. Det er sjovt at høre Ole Theill, som har spillet med C.V. Jørgensen og Sort Sol blandt mange andre, spille trommer på denne type instrumentalmusik, som er fyldt med finurlige detaljer og generel vellyd. Nøjagtigt det samme kan vi sige om alle bandets medlemmer. Når man ser på, hvilke kunstnere de forskellige musikere spiller med, kan vi godt understrege, at dette nok har været toppen af poppen inden for dansk musikerskab anno 1980. Det må derfor have været en befriende legeplads for de medvirkende. De forstår musikken, referencerne og formår at gøre alting levende, uforudsigeligt og ufatteligt godt sammenspillet. På intet tidspunkt keder man sig under gennemlytningen af Kilgore, og selvom der er enkelte passager med vokale bidrag, må vi sige at Kenneth Knudsen agerer frontperson her. Både som melodifører, men også på et højt, højt improvisatorisk plan.

Kenneth spiller en fantastisk keyboardsolo fuld af indlevelse på pladens titelnummer Anima, og det er nok et af de numre hvor bandet går mest amok. Det er ret vildt at høre, hvordan der nærmest er sat stød til dem – energien synes uendelig.

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup