Guld fra Gemmerne #59 | Odense Bibliotekerne

Er man nogensinde gået galt i byen med en god gedigen rocktrio? På smagfuld vis lykkes det Far Out at levere triopunk på den fede klinge. Warpigs er et album spækket med energi og musikalsk legesyghed. Fordommene om at punkmusikere ikke er tekniske ekvilibrister bliver gjort til skamme på Warpigs, hvor bandet på overbevisende facon spiller både nyskabende, eksperimenterende og lige-ud-af landevejen triorock. Musikken kan både være dynamisk og monoton, og alle musikalske valg synes at være truffet med fuldt overlæg. Sæt pladen på, læn jer tilbage, og lad jer forføre af Lars Larsens og Ole Knudsens vokale bidrag, som bliver bakket op af en tight og velspillende rytmegruppe. 

Jeg er overbevist om at mange rocktrioer er skabt i kælderrum, garager og generelt ’derhjemme’. Med et begær for rock og venskaber skabt gennem kærligheden til musik, har vi set utroligt mange spændende bud på hvad denne konstellation kan byde på i rocken. Nirvana, Jimi Hendrix og Jeff Buckley er blot få eksempler på stilskabende rockpionerer, der har haft trioen som fortegn. Fra Danmark kan vi f.eks. nævne Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Psyched Up Janis. Der er noget ved dette format, der har forført mange. Der er skåret ind til benet i forhold til antal af instrumenter og lyden bliver derfor ofte meget ærlig. Det kræver en stærk forsanger, som også kan spille på et af trioens instrumenter, og her er Far Out godt dækket ind med både Lars Larsen og Ole Knudsen på hhv. guitar/vokal og bas/vokal. Den stereotype lyd af et garageband anes på Hang Ups On A Silent Night, og dette ment på den mest positive måde. Næsten hele nummeret er en såkaldt one-chord-song, hvor bandet tager et break fra de sungne numre og lader sig falde hen i et rent instrumentalt nummer, hvor bas og trommer spiller totalt stramt og levende, mens guitaren får lov at slå sine folder i et inspirerende lydtæppe. Én akkord? Det lyder ikke af meget, men Far Out formår at gøre musikken spændende hele vejen igennem, og generelt synes jeg der er en rigtig sund variation af numre på pladen, selvom overskriften på Warpigs MÅ være punk. Efter de to første hektiske punknumre You’ll Never Go To Heaven og Rock’n Roller, tager bandet os lidt ned i gear på Don’t Please Me og spiller musik der skaber en sund kontrast til de hurtige punktrommer. Her viser bandet at de er mere end ’bare’ et punkrockband, de har meget mere at byde på og det formår de at vise de rigtige steder på Warpigs. Med en intelligent dynamisk opbygning gennem nummeret kan vi høre flere nuancer i musikken. Enkelte steder er powerakkorderne endda skiftet ud med en tydelig karikeret lille septimakkord – uhørt!

Hvilke dynamiske virkemidler kan der gøres brug af, når vi har med et småt format, som en trio, at gøre? Det kan f.eks. være at trommeslageren bygger sit trommespil op omkring roller, der enten udelukker eller sparer i brugen af sættet. På Don’t Please Me hører vi hvordan trommerne først går på bækken i omkvæd, i andet vers er trommernes rolle herved udviklet til en mere allround brug af sættet, der fører os perfekt fra omkvæd ind i guitarsoloen. Læg generelt mærke til hvordan N.H. Busser Hansen modellerer sangenes udtryk ved hjælp af en sublim dynamisk opbygning i sit trommespil hele vejen igennem. På andre numre handler det ikke om dynamisk opbygning, men mere om ren power fra start til slut. På No Chance får vi lov at høre bandet spille hurtig punk med masser af energi! Igen er brugen af bækkener eller fraværet af dem en afgørende faktor for sangens opbygning. Hør We Have To Play som endnu et godt eksempel på smagfuld brug af bækkener!
Det er interessant at høre energisk rockmusik, som vi hører det på Warpigs, som aldrig går hen og bliver overdrevet eller vulgært. Selvom musikken har et hårdt udtryk, fremstår samtlige numre rimelig tilforladelige rent volumenmæssigt. Det bliver aldrig så hårdt, at man ikke kan dechifrere rollerne i musikken, og det er en kvalitet jeg personligt sætter pris på. Jo bedre man bliver på sit instrument og jo mere sammenspillet man bliver som band, kan der komme et behov for forskellige udtryk – selv i en genre som punken, som har et autonomt udgangspunkt i sin grundform. Days of Doom er et fantastisk afslutningsnummer, som er båret af en ikke så gennemskuelig rytmisk figur i stortromme og bas. Det er et langt nummer, og guitarens rolle udvikler sig løbende og bliver mere og mere dominerende. Slutningen af nummeret er fyldt med reallyde mens riffet gentages. Til sidst overtager en smadret guitar og hele molevitten afsluttes i et kaos af desperate stemmer og gas-håndtags-guitar. En stærk afslutning, der sender tankerne tilbage til pladens titel – Warpigs.

Far Out er endnu en gruppe i rækken af karismatiske rockbands, som er nye for skribenten. Trioen har virkeligt mange fede idéer i deres musik, og jeg synes det er en fornøjelse at høre hvordan de har grebet sangenes opbygning an. Hvor man i nogle tilfælde kan køre død i en bestemt lyd, formår denne trio at holde musikken interessant, og derved fastholde lytteren ved pladespilleren indtil musikken er ovre. Warpigs er en stærk udgivelse, som bør høres af traditionelle rockfans.'

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup