Gyserfilm, Butoh, folk horror og myter - et tilbageblik på Skrækfest 2023 | Odense Bibliotekerne

Skrækfilmnatten
Da jeg kuraterede skrækfilmnatten, skrev jeg en introduktion, som jeg læste op, inden vi gik over til de film, vi så. Denne artikel er et redigeret, og udvidet, essay inspireret af den.

Tryghed er, i modsætning til i en feel-good-film, altid en trussel i en gyserfilm. Hvis man ikke ved andet, så ved man, at hvis der hersker idyl i en gyserfilm, så varer den ikke ved. Den bliver brudt, ofte på en sønderrivende måde, der gør, at livet for hovedpersonerne aldrig bliver det samme igen. De har fået et traume. Og et traume er lidt ligesom en drøm, man hverken helt, eller overhovedet, kan huske eller tolke, men det dukker op, sommetider ud af det blå, når noget udløser det.

’Vidste du, at ordet traume kommer fra det græske ord for sår? Hm? Og hvad er det tyske ord for drøm? Traum. Ein Traum. Sår kan skabe monstre, og du, du er såret, Marshal. Og er du ikke enig i, at når du ser et monster, så må du … du stoppe det?’ Det siger Max von Sydow i rollen som Dr. Jeremiah Naehring i filmen 'Shutter Island'. Det har han sine grunde til, som jeg ikke vil afsløre her, hvis man ikke har set filmen. Men det kan aflede spørgsmål om, hvem der er monsteret, reelt eller indbildt, i et samfund, i en film, og om hvorfor dette menneske af nogen betragtes som, og i samme åndedrag gøres, monstrøst. Hvad er det for regler, der opfindes, dikteres og derefter følges af nogen, som skaber denne udstødte person? En person der defineres som f.eks. heks. Outsideren der kun kan leve på kanten af samfundet, fordi samfundet, der består af de mennesker, der definerer det, ikke tilbyder en måde at melde sig ind. Outsideren der så til gengæld i visse tilfælde bliver det menneske, som mange henvender sig til, gerne i det skjulte, når det virkelig brænder på, når noget overnaturligt, uforklarligt sker, som kun denne person anses for at have indsigt i f.eks. ved at have kendskab til healende planter og urter eller en åndeverden, der normalt er udenfor rækkevidde for såkaldt almindelige mennesker.

Frygt og frihed
Jeg havde en oplevelse for snart seks år siden, da jeg var i Cinemateket i København, som jeg tror, at jeg aldrig glemmer. Der var to film på programmet. Den ene var ’Nat og tåge’, en dokumentarfilm fra 1955 om rædslerne i koncentrationslejrene i Tyskland under 2. verdenskrig. Den anden var ’Mr. O’s Book of the dead’, en eksperimenterende film med bl.a. Kazuo Ohno, en butohdanser*, hvor en gruppe af dansere bevæger sig frit rundt i et landskab. Det, der overraskede mig så meget, var en del af publikums reaktion. ’Nat og tåge’ indeholder nogle af de mest ubehagelige billeder, jeg har set i mit liv, og de kommer helt uden varsel, men der var nærmest ingen reaktion på dem blandt publikum. For mig havde de ellers samme effekt som nogle af de mest overraskende jump scares i gyserfilm. Friheden, derimod, hvormed danserne bevæger sig, syntes at være for meget for mange blandt publikum. Hvor mange blev siddende stille, nærmest passive, under den første film, var der, under den anden, højlydte protester over, hvad det dog var for en film. Det medførte, at andre, ganske rimeligt, tyssede på dem, der ikke kunne have med den film at gøre uden at kommentere den. Det hele endte med, at otte mennesker forlod biografsalen. De havde ganske enkelt ”fået nok” af at opleve, hvad de så. Jeg har tænkt på det flere gange siden, og min konklusion er, at en del mennesker er mere bange for frihed, åndelig og kropslig, som en utæmmelig energiudladning, end de er for, i hvert fald det at se, på vold eller resultatet af vold. På den måde kan spørgsmålet: Hvad er jeg mest bange for og hvorfor? blive ved med at være aktuelt som en del af, hvordan vi bedst trives som mennesker, alene og sammen. For hvis man er bange for andres frihed, så er der ikke langt til at dæmonisere dem, og det de gør, den måde de lever og er på udelukkende fordi, de er anderledes. 

* Butō, senere kaldt for Butoh, er en danse- og bevægelsesform, der er vanskelig, nogle vil sige, umulig at definere, da den enkelte udøver har, og udvikler sin egen Butoh. Grundlæggeren af Butoh var Tatsumi Hijikata, og dens mest berømte udøver er nok Kazuo Ohno. Oprindeligt kaldte Tatsumi Hijikata Butoh for Ankoku Butoh, der betyder mørkets dans. Nogle mener, at så snart man taler om Butoh, så er det ikke Butoh mere, men da det helt ordløse er umuligt at anvende, når noget skal beskrives med ord, så kan man nærme sig en definition uden at sige, at det er en endelig definition, da en af ideerne med Butoh er at modsætte sig fastfrysning, institutionalisering og færdige formler. Butoh holder aldrig op med at bevæge sig, granske sig selv, og Butoh modarbejder endvidere enhver form for hierarki. Der tales også om, at når man danser Butoh, så er man hele tiden på kanten af krise. Et andet aspekt af Butoh er, at man, hvis man virkelig giver slip i alle disse ideer om at præstere, fremføre og være for bevidst, så kan man opleve, at man ”bliver danset” af Butoh. Det er en besynderlig og meget forløsende oplevelse, hvor det underbevidste og det bevidste på en eller anden måde arbejder sammen på en ny måde. Det handler om, lidt forenklet sagt, at interagere med verden ved at gå ind i nye perspektiver. Perspektiver der ellers vil være skjult uden denne indtrædende ageren, improvisation, udforskning. Et citat af Tatsumi Hijikata siger det på en god måde:

“Butoh…plays with perspective. If we, humans, learn to see things from the perspective of an animal, an insect, or even inanimate objects, the road trodden everyday is alive…we should value everything.”

Der findes en del mennesker i verden, der danser Butoh, eller noget der ligner, udelukkende i private omgivelser for at lære noget om sig selv, som de ikke kan lære på anden vis. Masaki Iwana, en anden berømt butohdanser, siger det således på sit website:

About Butoh - about our dance:
"First I would like to speak about what kind of training one should pursue, because dance is "a realization of one's dream through the body", one must first know one's body very well. When I say 'the body', I mean a total body that includes all levels – the bio-skeletal body, the spirit, and intuition.”

(Læs mere om Butoh her)

To andre butohdansere, der kan nævnes her, er Minako Seki og, i Danmark, Yael Gaathon, der har stiftet sit eget Butoh company ved navn Blue Cliff. Hun betragter Butoh som en ekstrem form for ærlighed, både ang. nærvær og udførelse, og hun er elev af Yoshito Ohno, Kazuo Ohnos søn.  Læs mere om Butoh her

Butoh har siden sin begyndelse revolutioneret måden at skabe og udføre performancekunst i det meste af verden.  
Hvis du har fået lyst til at læse videre om Butoh, så findes der en del bøger om emnet. To bøger, jeg vil anbefale, er ”The Body as a Vessel” (Ozaru Books, 2016) af Mikami Kayo, som stod i lære hos Tatsumi Hijikata i tre år, og ”The Intensity of Nothingness” (Udgivet af Masaki Iwana selv i 2002) af Masaki Iwana. Der findes også adskillige artikler, bøger m.v., som bl.a. kan fås fra bibliotek.dk og odensebib.dk eller købes. To vigtige aspekter af Butoh, i hvert fald i forbindelse med den koreograferede del af den, Butoh-Fu og Qualia, uddybes her: Læs mere om Butoh her

Jeg har også lyst til at nævne Alkistis Dimech, der på en dybt interessant måde forbinder Butoh med heksekunst. Hun fortæller blandt andet om det i dette filosofiske essay, ’The Dynamics of The Occulted Body”: Læs The Dynamics of The Occulted Body

Frygt og frihed II 
Et ufrit menneske, forstået som et menneske der tror, at dets dogmer og rigide regler for sig selv skal gælde for alle, vil indimellem gerne tæmme et åndeligt frit menneske, ofte under påskud af at ville ”redde” det. Her bliver angsten for det ukendte til et våben, der forsøger at nedkæmpe det vilde, det frie, ganske enkelt det autentiske så det bliver ”genkendeligt” og dermed ufarligt, ufrit og fyldt med forvrænget, camoufleret og dogmatisk angst. Det er her, den religiøse og / eller politiske fanatisme kommer ind i billedet. For et frit menneske er angsten for det kendte vigtig at få øje på, fordi den angst vrister en fri fra tomhed og får en til at begive sig ud i det ukendte. Og en god gyserfilm inviterer en med ud i det ukendte, hvor det uforudsigelige hersker. En god gyserfilm er også, efter min mening, en der ikke er så gennemskuelig, når man skal forsøge at få styr på, hvad der er ondt og godt i den. Hvis det er for nemt, er man ofte hurtigt færdig med filmen bagefter, og formålet med filmen har i den forbindelse sikkert heller ikke været meget mere end let underholdning. Og omvendt, hvis det er uhyre svært, eller direkte umuligt, så kan filmen ende med at blive en klassiker i ens egen samling og/eller bevidsthed. En man, med mellemrum, altid kan vende tilbage til og møde med alt, hvad man selv har med i bagagen, fordi der løbende åbner sig nye perspektiver.  

Lidt om myter
Overskriften for hele Skrækfesten, da den blev afviklet, var Myter.

En myte kan f.eks. være en skabelsesmyte eller en undergangsmyte. Myter er ofte forbundet med fortællinger om guder. En myte kan også være noget decideret usandt, der ikke forholder sig til, at generalisering altid er forkert. Her er ordet myte i familie med ordet rygte. En rygtesmed kan på den måde, desværre, også være en mytemager. En myte kan altid få nyt liv, på godt og ondt, ved hjælp af fortsatte studier og ny næring, der forsøger at fortsætte både via en ældgammel, og tidløs, tradition og nye eksperimenter, måder at leve på og så videre. Ordet myte stammer fra græsk, mythos, der ganske enkelt betyder fortælling. Det ofte tidløse ved en mytes indhold kan gøre den aktuel til enhver tid, fordi vi som mennesker har brug for myten som en fortælling, der er under konstant udvikling og indimellem afvikling. Et eksempel på en myte der er under afvikling, pga. nyere forskning, er den, at guden Odin, som har lagt navn til Odense, blev opfattet som gudernes konge. Den opfattelse synes at være opfundet, eller måske snarere antaget af Snorri Sturluson i hans værk ”Den ældre Edda”, sandsynligvis under indflydelse af f.eks. kristendommens hierarkiske opbygning. (Læs mere om dette i ‘Guder og gudinder i Nordisk mytologi’ af Karen Bek-Pedersen, udg. 2021 af forlaget Turbine). Navnet Odense stammer fra ordet Odins vi. ”Grundbetydningen af ordet et vi er ”noget helligt”, ”en hellig plads”, på oldnordisk og oldsaksisk betegner det ”en kultplads, en helligdom, et tempel” og på oldengelsk kan det betyde ”en helligdom eller et gudebillede”. (Fra: https://Læs Odense betyder Odins vi). Så Odense kan kort sagt kaldes for Odins tempel. 

Folk horror
Visse af filmene, som vi så under Skrækfilmnatten, hører ind under temaet eller undergenren folk horror.

Folk horror er et ekstremt interessant, og, lettere subjektivt, emne at dykke ned i. Jeg vil anbefale dokumentarfilmen ’Woodlands: Dark and Days Bewitched: A History of Folk Horror” af Kier-La Janisse som et godt udgangspunkt for det. Den findes på Filmstriben. Her omtales ca. 230 film, der enten anses for at være decideret folk horror eller har elementer af det. Der er ikke blot tale om gyserfilm men film indenfor mange genrer. Hun har også skrevet det overraskende selvbiografiske værk ’ House of Psychotic Women: An Autobiographical Topography of Female Neurosis in Horror and Exploitation Films’, hvis appendiks er lige så omfangsrigt som selve selvbiografien, fordi det indeholder en beskrivelse af alle de film, hun gennemgår, sammenligner med og fletter sit liv ind og ud af. Den blev udgivet i 2012, og for nylig blev den genudgivet med tilføjelsen af 100 nye film, så appendikset må være tykkere end den selvbiografiske del nu.  Forfatteren Adam Scovell, som har skrevet en del om emnet folk horror, kommer med sin definition i foredraget The Folk Horror Chain. Læs Adam Scovells tanker om emnet Her taler han om tre betingelser, der skal indgå ifølge ham: En isoleret beliggenhed, usædvanlige ting folk tror på, og en hændelse der enten er voldelig eller overnaturlig.

Penda’s Fen – folk horror eller ej?
Et eksempel på en interessant film i forhold til, om den tilhører folk horror eller ej, er ’Penda’s Fen’. Manuskriptforfatteren bag, David Rudkin, mener ikke, at det er folk horror. Han anser det i stedet for at være et politisk værk. Filmen undersøger også religion, myter, familien, undertrykkelse, nationalitet og historie. Læs mere om Penda's Fen her
Hvis du ikke har set filmen, så vil jeg foreslå at se den nu frem for at læse videre, da jeg vil prøve at dykke ned i den på en måde, der ikke kan undgå at afsløre dele af handlingen.

Filmens unge hovedperson, Stephen, hvis far er præst, gennemgår et forløb, mest af alt på et indre plan, der står i skarp kontrast til hans nærmest rigide fastholdelse af en identitet som kristen og en overdreven selvsikkerhed, der gør, at han stiller meget få, om nogen, spørgsmål til sin egen position i verden. Det ændrer sig dog hurtigt, for han opdager, at han hverken har den seksualitet, han troede, han havde, nemlig heteroseksuel, og hans tro, der er meget dogmatisk og ukritisk, begynder også at smuldre i takt med, at hans nærmest aggressive modstand imod forandring, hvor frittænkende mennesker der netop stiller spørgsmål ved status quo o.l. ikke blot bliver mødt med overbærenhed, måske på grund af en idé om at det vil ændre sig, når han får mere livserfaring, eller tavshed. I stedet møder han, naturligvis og heldigvis, en verden, der er langt mere kompleks og nuanceret. F.eks. afslører hans far - der senere i et andet lag af afsløringer viser sig at være hans stedfar - at være langt mere kritisk overfor kristendommens rolle, selvom han selv er præst. Her synes hans stedfar at spejle Stephens egen begyndende erkendelse af ikke at være den, han troede, han var. Det ryster i det hele taget Stephens verdensbillede i en sådan grad, at der ikke er nogen vej tilbage. Han må give slip i den krampagtige identitet, han slet ikke kan, eller i virkeligheden gerne vil, udfylde. Og den splittelse, imellem hvem og hvad man tror, man er, og hvad og hvem man reelt er, er sandsynligvis meget genkendelig for mange mennesker. Det som ”Penda’s Fen” gør, der er usædvanligt i forhold til mange andre film, er, at anvende f.eks. en engel, en afdød komponist, Edward Elgar, og den sidste hedenske konge i England, der lægger navn til titlen, Kong Penda, som figurer, der alle er levende mennesker, Stephen møder og taler med. På den måde spiller forskellige tider ind i Stephens liv, ikke blot som noget han kan dykke ned i og studere, men som lag der opløser ideen om, at der kun er nutiden at forholde sig til. Stephen får på den måde fat i noget eviggyldigt, nogle kræfter der altid arbejder med og imod hinanden, som forandrer ham på en yderst positiv måde, fordi det giver ham langt flere nuancer som menneske. Her slår det mig, at citatet ”The more chaotic I am, the more whole I am”, af den engelske kunstner og okkultist Austin Osman Spare (1886 - 1956, beskriver den udvikling ret præcist.

Det er en coming-of-age-film, der, sandsynligvis med rette, også kan kaldes for den første, eller, i hvert fald helt sikkert, en af de første, queer film. Queer teori, der stiller mange spørgsmål ved køn og seksualitet går nemlig igen i filmen, uden dog at bruge ordet queer. Derfor kan man tale om, at ”Penda’s Fen” er en slags prototype på en queer film, der, ved hjælp af en usædvanlig historiefortælling, opdager og skræller lag af f.eks. socialkonstruktivisme i forhold til køn, seksualitet, plads i samfundet eller mangel på samme, på en lignende måde, som queerteori, af nyere dato, gør det. (Læs mere omg LGBT+ og Queer-teori her )

Alan Clarke, instruktøren af ”Penda’s Fen” indrømmede overfor David Rudkin, at han ikke helt forstod, hvad filmen handler om. I den forbindelse forsikrede David Rudkin ham om, at det skulle han ikke spekulere på, da han havde styr på alt det intellektuelle. En af grundene til at David Rudkin ikke mener, at det er folk horror, kan også være, at der er meget lidt horror i filmen. Faktisk kan jeg kun komme i tanke om en scene, der har lidt horror i sig, men den udspilles samtidig så stilfærdigt, at det er tvivlsomt, om alle vil være enig bare i det. Nogen vil måske hellere sætte etiketten absurd eller surrealistisk på den scene. Det er scenen, hvor forskellige mennesker helt frivilligt stiller sig op foran en huggeblok og får hugget hænderne af. Der er noget drømmeagtigt over sekvensen, og hele ideen om at afgive den kontrol, den frihed, som det at have sine hænder, klare som arbejdsredskaber, og i det hele taget uundværlige dele af kroppen, fremstilles på en grotesk måde, der indikerer, at disse mennesker finder det helt naturligt, en uundgåelig del af livet at gøre. For mig taler det om den afgivelse af fri vilje, der kan ligge i forskellige religiøse og/eller dogmatiske tilgange til livet, hvor en enkelt uimodsigelig autoritet, ”Gud”, er en, man, ikke bare uden yderligere spørgsmål men med ærefrygt, overgiver sig selv og sit liv til. Det er horror på et eksistentielt plan, der fremstilles i den scene.

Så er “Penda’s Fen” folk horror? Ja, det står enhver frit at dykke ned i og besvare selv.

God fornøjelse.