Händels Messias – hvad er den bedste indspilning?
Få musikbibliotekar Katrine Nordlands hjælp til at finde vej i junglen af indspilninger af Händels elskede juleklassiker, oratoriet Messias – der i virkeligheden slet ikke er julemusik!!?
For nogle år siden sad jeg på rækkerne i Odense Domkirke med min kæreste i hånden og lyttede andægtigt til Odense Symfoniorkester og Filharmonisk Kors juletraditionelle opførelse af Händels Messias. Da vi nåede til det herostratisk berømte ”Halleluja”-kor, som afrunder anden del, var der en herre på rækken bagved os, der sagde til sin kone: ”Så! Nu sker der endelig noget!”.
Det har vi nu fniset af i fem år. Arme mand. Lad det være sagt med det samme: Hvis man bare gerne vil høre ”Halleluja”-koret, skal man altså væbne sig med en del tålmodighed, før man når dertil. Händels oratorium Messias er et kæmpeværk for orkester, kor og solister, omkring 2½ times musik, 53 satser fordelt på tre dele, der tilsammen fortæller historien om hele Jesu liv fra bebudelse og fødsel til død og opstandelse.
Og det leder hen på en anden forhåndsadvarsel: Messias er slet ikke et juleværk! Selvom den første af værkets tre dele er den klassiske julefortælling om Jesu fødsel, er den anden – som beskriver Jesu lidelseshistorie – langt mere i familie med påsken. Händel afholdt ’surprise-premiere’ i Dublin kort efter påskedagene i 1742, til sin librettist Charles Jennens’, der havde satset på en London-premiere, middelsvære bestyrtelse.
Alligevel er Messias traditionelt blevet forbundet med julekoncerter i hele verden. Bibliotekerne her til lands har for længst bestemt, at alle indspilninger af værket skal rubriceres som julemusik og dermed henslæbe en underlig hengemt kældertilværelse i de fleste af årets måneder, indtil vi kører julekrybberne i stilling. Ahistorisk, men so be it.
Og så meget des mere grund til at sætte spotlys på Messias nu. I Odense ejer vi hele 56 indspilninger af oratoriet, og for den uindviede kan det være en nærmest angstprovokerende oplevelse at bladre sig igennem dem i forsøget på at finde noget ordentligt at tage med hjem.
Smag og behag er som bekendt – og heldigvis – forskellig. Händel lavede flere revisioner af Messias undervejs i sin levetid, Mozart lavede en tysksproget omorkestrering i 1789 – og hvad der fungerer for mig, er muligvis helt forkert i dine ører. Men her er mine anbefalinger af, hvilke syv indspilninger du i hvert fald i mine optik ikke kan gå helt galt i byen med – og så lige en ottende, hvis du absolut vil høre Messias sunget på tysk (hvilket jeg absolut ikke vil).
Kommentar:
Referenceindspilningen – altså ’klassikeren’, som alle andre uvægerligt holdes op imod – er cembalisten og dirigenten Christopher Hogwoods indspilning med sit eget Academy of Ancient Music fra 1980. Her er tale om den såkaldte ”Foundling Hospital version”, navngivet efter den udvidede orkestrering, som Händel lavede til sin årlige velgørenhedsopførelse på børnehjemmet Foundling Hospital i 1754. Academy of Ancient Music spiller på periodeinstrumenter – altså instrumenter fra Händels tid eller kopier af dem – hvilket giver en fin og autentisklydende pifa (det instrumentale mellemspil i 1. del). Solisterne er krystalklare – specielt sopranen Emma Kirkby får de små hår til at rejse sig. Og det Oxford-baserede drengekor Choir of Christ Church Cathedral slår den rette, julede stemning an. Det er bare sådan her, Messias skal lyde!
Kommentar:
Jeg kan slet ikke slippe denne her i år. Skotlands førende barokensemble, Dunedin Consort, vandt i 2007 sammen med sin chefdirigent, engelske John Butt, en Gramophone Award – pendanten til en Oscar indenfor klassisk musik – for denne udgivelse af Messias. Musikken er en rekonstruktion af værket, som det må formodes at have lydt ved sin urpremiere i Dublin i 1742, spillet på historiske instrumenter. Koret tæller beskedne tolv medlemmer, heriblandt også de fem solister, hvilket giver et intimt præg uden at blive for spartansk, begrænset eller mangle friskhed. Solisterne er strålende, med ungdommeligt-klingende stemmer og mindre stift udtryk, end oratoriegenren kan forfalde til. Specielt er jeg fascineret af bassen, Matthew Brook, men lyt også til sopranen Susan Hamiltons krystalklare ”I know that my Redeemer liveth”. Øjeblikkelig gåsehud OG julestemning!
Kommentar:
En version, der IKKE inkluderer de periodeinstrumenter, der ellers nærmest bliver forventet i moderne indspilninger af Messias, er Stephen Laytons grandiose udgave fra St. John’s Church i London, optaget i 2008. Her er han i front for sit lille, blandede kor Polyphony, med hvem han hvert år opfører Messias til udsolgte koncerter. Orkesteret er freelance-kammerensemblet Britten Sinfonia, som her akkompagnerer det suveræne kor med respekt for, at det er ordene, dramaet og dynamikken, der spiller hovedrollen. Koret formår på fornem vis at spare på kræfterne, så Händels sublime musik hun ’peaker’, når fortællingen virkelig kræver det. Blandt solisterne er kontratenoren Iestyn Davies den mest lysende stjerne – men også tenoren Allan Clayton og basbarytonen Andrew Foster-Williams er blændende. Alt i alt en skøn indspilning med julestemning i rigt mål.
Kommentar:
Indspilningen her fra 1996 fik tilnavnet ”A Messiah for the millennium” – men muligvis var det dirigenten selv, britiske Paul McCreesh, der sagde det. Her dirigerer han sit eget Gabrieli Consort & Players og har tydeligvis forstået i bibelske drama, han står i spidsen for. Her er hurtige tempi, sprød artikulation og stor inderlighed i de solistiske passager. Kor og orkester er fasttømret gennem mange år og virker som én stor lunge, der trækker vejret sammen, fuld af vitalitet og fremdrift. Ligesom Hogwoods klassiker fra 1980 er dette den såkaldte ”Foundling Hospital version” fra 1754, som inkluderer to sopraner ud over mezzosopran/alt, tenor og bas. De fem solister er en international, erfaren forsamling fra den øverste hylde – særligt synes jeg, at mezzosopranen, argentinske Bernarda Fink, er en fryd for øret med suveræn, dramatisk indlevelsesevne.
Kommentar:
Den belgiske stjernedirigent René Jacobs i front for det tyske barokorkester Freiburger Barockorchester er svær at komme udenom. Jacobs fortolker Messias på en måde, der ville gøre den franske barokopera stolt: Her er skarpe kontraster, distinkte lyde (f.eks. en lut i continuoen, som giver et fantastisk autentisk præg), markerede rytmer og ansatser til tonemalerier – lyt f.eks. til den opadgående orgelskala, der indleder korstykket ”Their sound is gone out”. På solistsiden får den myndigt fremtonende bassolist Neal Davies selskab af den dramatisk overbevisende, sydafrikanske tenor Kobie van Rensburg og den svenske sopran Kerstin Avemo. Mest bemærkelsesværdig er dog den irske mezzosopran Patricia Bardon og den amerikanske kontratenor Lawrence Zazzo – lyt til duetten ”He shall feed his flock like a shepherd” – det er næsten umuligt at høre, hvem der er hvem.
Kommentar:
Mit nyeste bud er versionen fra 2020, hvor britiske Justin Doyle dirigerer sit eget RIAS-Kammerkor og det berlinske kammerorkester Akademie für Alte Musik, som han jævnligt opfører Händels musik med. Her hører vi et krystalklart og energisk bud på den oprindelige 1742-udgave, med vanligt overlegent spil på periodeinstrumenter af orkestret og et kor i absolut topklasse. Blandt solisterne er den engelske kontratenor Tim Mead mest imponerende og klinger overjordisk smukt. Helt de højder når sopranen Julia Doyle ikke, men det er en sød, formildende omstændighed, at hun er søster til dirigenten. Tenor og bas, Thomas Hobbs og Roderick Williams, er effektive formidlere af Jennens’ dramatiske indhold. Men PS. Hvis du låner cd’en, så ignorer den åndssvagt pinlige booklet, der er formuleret som en fiktiv samtale mellem Händel (”Freddie”!) og librettisten Jennens.
Kommentar:
Af de fire danske indspilninger, vi har af Messias på biblioteket, er min favorit optagelsen fra 1998, hvor Michael Bojesen dirigerer Kammerkoret Camerata. Den står på ingen måde tilbage for sine internationale modstykker. Brøndby Strand Kirke besidder en rummelig, klangfuld akustik, der rimer godt med et gejstligt oratorium. Et klart og præcist artikulerende kor får lov at være i front. Og Bojesens fornemmelse for tempi – der snart fremstår langsomme og snart rasende hurtige – er velafstemt med kirkeakustikken, så musikken ingen steder fremstår mudret. Solisterne er for samtliges vedkommende nationale koryfæer, som vi stadig favner med stor stolthed: Tindrende klare, lyriske Inger Dam-Jensen i sopranpartiet, en varm alt i Kirsten Dolberg, en velsyngende tenor i Peter Grønlund og ikke mindst en overraskende mørk og markant bas i Per Høyer (som egentlig er baryton).
Kommentar:
Det underligste i indspilningen her er næsten ikke den tyske tekst – selvom den er MEGET underlig i mine ører – men de træblæsere, som W. A. Mozart i tråd med den wienske tidsånd føjede til partituret, da han omorkestrerede Messias i 1789, på opfordring fra sin mangeårige mæcen og logebroder, Gottfried van Swieten (som også fungerede – jeg siger det bare – som bibliotekar). Tempoet er for langsomt her knap 50 år efter indspilningen, og selvom man ikke kan klandre de kunstneriske kræfter – hverken solister, kor, orkester eller dirigent – for noget som helst, så er det altså ikke en version, jeg vil tage frem, hvis nogen kommer og beder mig om en anbefaling på biblioteket. Det lyder helt forkert! Men hvis man er interesseret i at bekendtgøre sig med Mozarts wienerversion, så er er den altså her.
Udgivet: Onsdag 7. december 2022 • Opdateret: Onsdag 7. februar 2024
