Ugens Dirigent: Uge 13: Gustavo Dudamel | Odense Bibliotekerne

Man kan næsten begræde lidt, at håret er blevet trimmet – det karakteristiske, krøllede, halvlange sorte hår, som har været Gustavo Dudamels varemærke, siden han i den uhørt unge alder af 23 trådte ind på verdensarenaerne og tog alle med storm med sin passionerede, energiske og bogstaveligt talt hårrejsende dirigentstil. I dag er han 42, håret er blevet en hel del kortere og har fået et gråt stænk hist og her. Men det vindende smil, den karismatiske personlighed og den smittende musikglæde er uforandret. Dudamel er muligvis en superstjerne af uset format indenfor klassisk musik, men han er her ikke for berømmelsen. Han er her for musikken. For muligheden for at løfte børns livsmuligheder ved at introducere dem til musik. Og for troen på, at musik har en iboende evne til at ændre liv, til at inspirere mennesker og dermed ændre verden.

Gustavo Dudamel blev født i 1981 i den nordvestvenezuelanske by Barquisimeto, som er lidt større end København. Begge forældre var også musikere – faderen basunist og moderen sanglærer – og én af yndlingslegene for lille Gustavo var at stille sit legetøj op i orkesteropstilling og dirigere dyr og bamser til de gamle mestres indspilninger. Man kan ikke sige Dudamel uden også at sige El Sistema – det verdensberømte, socialpolitisk anlagte musikuddannelsesprogram, der blev grundlagt i Venezuela i 1975 af dirigenten José Antonio Abreu og siden er bredt ud til hele verden. El Sistemas formål er at undervise børn, ikke mindst fra mindrebemidlede og socialt belastede områder, i musik og orkesterspil og således fremme såvel musikglæde som social mobilitet og professionelle udviklingsmuligheder. Dudamel var en del af El Sistemas musikundervisning fra helt lille, og fik herigennem en violin stukket i hånden – men han var instinktivt draget mod dirigentfaget og begyndte hurtigt at lægge violinen fra sig og gribe dirigentstokken, hvis dirigenten i det lokale ungdomsorkester kom så meget som et minut for sent.

Naturtalentet fornægtede sig ikke, og Dudamel fik direktionsundervisning fra 14-års-alderen og påkaldte sig hurtigt opmærksomhed fra El Sistemas grundlægger, José Antonio Abreu, som skulle blive en mentor for det unge stjernefrø. Dette førte direkte til, at Dudamel i 1999 atten år gammel blev udnævnt til musikchef for Simón Bolívar-Ungdomsorkestret (som i takt med musikernes opvækst er blevet til Simón Bolívar-Symfoniorkestret), der er sammensat af de dygtigste elever fra El Sistemas talrige ungdomsorkestre. Denne stilling besidder Dudamel stadig – og det at have stået i spidsen for, dirigeret og turneret med Simón Bolívar-orkestret, siden før han forlod teenagealderen, betyder naturligvis, at både selve orkestret, ideologien bag det og uddannelsen af nye, små musikbørn står hans hjerte særligt nær. Og sideløbende hermed fortsatte Dudamel sin personlige uddannelse, både via masterclasses i Buenos Aires og i ’mesterlære’ hos Simon Rattle (som vi vender tilbage til senere på året) hos Berliner-Filharmonikerne i 2003.

Blandt Dudamels yndlingskomponister er Gustav Mahler – han har selv spøgende sagt, at det måske er noget med fornavnesammenfaldet – og meget passende var det således, da han i 2004 vandt den første af de Gustav Mahler-dirigentkonkurrencer, som tyske Bambergs Symfoniorkesters afholder hvert tredje år, at han opnåede international opmærksomhed. Sejren førte til beundrende interesse fra tidens førende dirigenter, prominente skikkelser som Claudio Abbado (som, surprise, surprise, vi vender tilbage til senere på året) og Simon Rattle tog imod invitationer til at gæstedirigere Simón Bolívar-Symfoniorkestret, og Dudamel fik i en rekordung alder sin debut på bl.a. La Scala (hvor han dirigerede Don Juan i 2006 på invitation fra Abbado) og ved Lucerne Festivalen, hvor han debuterede med Wiener Filharmonikerne i 2007. En enkelt optræden for paven blev det også til med den 26-årige dirigent på podiet. Og samme år blev Dudamel tilbudt ansættelse som musikchef for Göteborgs Symfoniorkester, en stilling han bestred i årene 2007-2012, og hvor han fortsat har titel af æresdirigent. Fra årene i Göteborg kan du f.eks. lytte til den Bruckner-boks, vi har på biblioteket.

Så globalt efterspurgt en superstjerne som Dudamel får selvfølgelig ikke lov at forblive længe i Skandinavien, og allerede i 2009 nåede den nu 28-årige dirigent et solidt højdepunkt, da han skrev kontrakt med Los Angeles Filharmonikerne og blev orkestrets nye musikchef. Også denne stilling bestrider han endnu – et par år endnu, i hvert fald. Og når man sidder i chefstolen for så prominent og underholdningsindustrielt strategisk placeret orkester som Los Angeles Filharmonikerne, følger der naturligvis solid berømmelse og spændende, tværkulturelle opgaver med: Dudamel dirigerede på soundtracket til Star Wars: The Force Awakens i 2015. Han har med Youth Orchestra Los Angeles (forkortet YOLA) akkompagneret Coldplay, Beyoncé og Bruno Mars ved Super Bowl i 2016. Turneret verden tynd med både Los Angeles Filharmonikerne, Wienerfilharmonikerne og Simón Bolívar-orkestret, og gæstedirigeret Berliner Filharmonikerne en milliard gange. Grundlagt den musikvelgørende Dudamel Fond i 2012 i samspil med sin hustru nr. 2, den spanske skuespillerinde María Valverde (som også forårsagede, at han i 2018 opnåede spansk statsborgerskab sideløbende med sit venezuelanske). Dirigeret Los Angeles Filharmonikerne ved Oscar-uddelingen i 2019. Lagt stemme til figuren Trollzart i tegnefilmen Trolls på verdensturné i 2020. Dirigeret soundtracket til Steven Spielbergs version af West Side Story. Man taber næsten pusten. Og den ubestridt bedste 1. januar i mit liv var i 2017, hvor en rørt og stolt Dudamel dirigerede Wiener Filharmonikernes nytårskoncert og på trods af sine legendarisk forfærdelige sprogkundskaber omhyggeligt havde lært sætningen ”Die Wiener Philharmoniker und ich wünschen Ihnen: "Prosit Neujahr!".

Som om det ikke var nok at være chef for Los Angeles Filharmonikerne og Simón Bolívar-Symfoniorkestret, påtog Dudamel sig også jobbet som musikchef for Paris-Operaen (Opéra national de Paris) fra og med 2021, foreløbig med kontrakt t.o.m. 2027. Opera er på ingen måde fjernt fra Dudamels virke, og han har dirigeret over 30 operaforestillinger på store, internationale scener inkl. Los Angeles Operaen, La Scala i Milano, både Wiener- og Berliner Staatsoper og New Yorks Metropolitan Opera ud over Paris-Operaen. Hans repertoire spænder fra Così fan tutte over Carmen, Othello og Tannhäuser og til nutidige operaer af komponister som John Adams eller Oliver Knussen.

Seneste nyt fra Dudamel er, at han pr. 2026 skifter Californien ud med New York og indtræder i stillingen som musikchef for New York Filharmonikerne. Han har gæstedirigeret orkestret 26 gange, siden det ved hans debutkoncert med dem i 2007 lykkedes ham under Prokofievs energiske 5. symfoni at flække Leonard Bernsteins gamle dirigentstok, som han havde lånt til lejligheden. Halvdelen af stokken fløj ud blandt publikum, og en venlig herre returnerede den til en brødebetynget Dudamel, der på rystende knæ returnerede den til kuratoren af orkestrets skatte. Heldigvis viste hun sig at være en rar dame, som beroligede Dudamel med, at dirigentstokken ”nu besad endnu mere historie”. Så det blev ikke til en fyreseddel i den omgang, men altså tværtimod nu til et fast engagement, foreløbig for fem sæsoner. Og de kan glæde sig i New York, kan de. Der er nerve og power og musikalsk vilje i alt, hvad Dudamel foretager sig. En gang stoppede han under en prøve Berliner Filharmonikerne, fordi han havde bedt dem spille en indsats sforzando (pludseligt kraftigt), ”som om I stikker en modstander med en kniv!”, og da ganske vist godt havde kunnet høre knivstikket, ”men jeg kan ikke høre blodstænkene i jeres ansigter!”. Og så spillede de, så blodet sprøjtede, og Dudamel så glad ud.

Jeg befinder mig gudhjælpemig i New York til maj, hvor Dudamel dirigerer New York Filharmonikerne i Mahlers 9. symfoni i Lincoln Centers David Geffen Hall. Og så er der udsolgt. Og jeg havde alligevel ikke haft råd til billetterne. Og min datter gider ikke. Talk about missed opportunity. Men så er der jo en grund til at blive hængende i verden meget længere endnu. For mig ville det faktisk nok ikke kunne blive ret meget større end at opleve Gustavo Dudamel på podiet.