"Matador"-musik | Odense Bibliotekerne

"Matador"-musik

Foto: PR-foto

Er det ikke vistnok en regel, at man skal kunne tv-serien ”Matador” udenad? Her iler din musikbibliotekarinde med en fascinerende gennemgang af, hvordan klassisk musik indgår i serien, komplet med anbefalinger af, hvad du kan låne med hjem og lytte til.


Hånden op, hvis man IKKE kan tv-serien ”Matador” udenad!

Nå, ingen? Lad os se det i øjnene, de fleste af os kan nok nærmest føre hele samtaler udelukkende med replikker fra vores alle sammens yndlingsserie. Vi har alle en mening om ”den grå atlaskes”, følelser for kogt fars og det dér stærke, indre billede af Lærer Andersen, der fryser ihjel på Misses altan, selvom vi godt ved, at det faktisk skete ’off screen’ i serien.

Personligt har jeg muligvis mere end én gang på Fru Møhge-måden brølet ud over Musikbiblioteket, at ”her jo ikke er til at være for mandspersoner!”. Eller forlangt af min chef, at han skulle være ”bevæbnet til tænderne for at vogte frøkenens dyd”. Himlet op om, at jeg ”TRÆNGER til mere sandkage!”. Eller hviskede spurgt ekspedienten nede i Fakta, ”om det er muligt at indkøbe et smørmærke”.

Men det er sandsynligvis ikke alle, der har lagt mærke til, hvor raffinerede de har været, Balling og Lise Nørgaard (jeg gætter på mest Balling), da de valgte musik til brug i serien. Ikke Bent Fabricius-Bjerres tema, alle dets kvaliteter ufortalt. Men den musik, de lader fungere enten som en del af seriens reallyd eller som stemningssættende underlægningsmusik.

Klassisk musik er f.eks. meget passende knyttet næsten udelukkende til Elisabeth Friis og Kristen Skjern og senere deres kammertrio.

  • Til basar på Postgaarden i episoden ”Skyggetanten” spiller Elisabeth 2. sats af Beethovens klaversonate nr. 19 i g-mol og bliver hylet ud af den, da Tante Møhge brøler ”HVAD SIGER DU, HANS CHRISTIAN?” midt i en kompliceret passage.
  • Senere i samme episode er Elisabeth og Kristen til kammerkoncert, hvor de kommer til at grine af en sangerinde, der synger Johann Strauss d.y.’s Frühlingsstimmen.
  • Elisabeth er som regel sorgfuld og melankolsk til tonerne af adagioen af Mozarts klaverkoncert nr. 23 i A-dur.
  • Kristen lytter fredsommeligt til Beethovens Kejserkoncert (den 5. klaverkoncert) i radioen i episoden ”I disse tider”. Og giver den tre episoder senere som Leopold Stokowski i sin stue til Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1, hvilket hans måbende, unge kone Iben ikke forstår en bønne af.
  • I afsnittet, hvor Ellen Skjern bliver gift, hører vi naturligvis både Mendelssohns bryllupsmarch og Weyses ”Det er så yndigt at følges ad”.
  • Og jeg har flere gange udlånt Brahms’ klavertrio nr. 1 i H-dur med en forklaring til den pågældende låner om, at ”det er den, vi kender fra scenen, hvor fuldmægtig Christensen bliver skudt”. Senere, til fuldmægtigens mindehøjtidelighed, tager fru Katrine Larsen initiativ til, at menigheden synger sidste vers af Weyse-salmen ”Altid frejdig når du går”.
  • Hr. Schwann sladrer om bankdirektør Varnæs’ affære til Frk. Jørgensen og besegler dermed Maudes skæbne til et uskyldsrent ”Halleluja” fra Bachs Kantate nr. 65, ”Sie werden aus Saba alle kommen”.

 

Og så er der jo al den musik, som ikke er klassisk:

  • Den forførende femme fatale Gitte Graas eftermiddag med Jørgen i Varnæs’ stuer illustreres med Fats Wallers ”Ain’t misbehavin’”.
  • Ægteparret Varnæs reparerer deres ægteskab til tonerne af Andrews Sisters, der synger ”Bei mir bist du Schön”
  • De danske nazister marcherer i Korsbæks gader og synger Grundtvigs tekst ”Sol er oppe”.
  • Ibens og Jennys påfaldende nære venindeskab får musikalsk dybde af Leo Mathiesen, der synger ”Anita, I love you” (som vistnok også er skrevet af Fats Waller).
  • Knuselskede vi ikke alle sammen Kurt Ravns Røde, der sang gårdsangervisepastichen ”De tre musikanter”.

 

Og så er vi faktisk kun lige gået i gang med at kradse i lakken. Der er hele tiden flere grunde til at elske den serie – også musikalske. Men se, om du kan finde noget god Matador-musikinspiration i nedenstående liste.


Kommentar:

Her kan du høre Beethivens klaversonate nr. 19, som Elisabeth spiller til basar på Postgaarden.


Af Louise Fribo (2005)

Kommentar:

På denne plade synger sopranen Louise Fribo bl.a. Johann Strauss d.y.'s "Frühlingsstimmen" - uden at nogen griner!



Kommentar:

Mozarts klaverkoncert nr. 23 - hvis adagio konsekvent skildrer "skyggetanten" Elisabeths indre liv.



Kommentar:

Beethovens berømte 5. klaverkoncert, "Kejserkoncerten", som Kristen lytter til i radioen...



Kommentar:

... inden han går full on dirigent og stiller sig i spidsen for Tjajkovskijs 1. klaverkoncert.



Kommentar:

Inspireret af Ellen Skjerns bryllup? Nap Mendelssohns "Bryllupsmarch" fra "En skærsommernatsdrøm".


(1998)

Kommentar:

Mere bryllup. Her synger Kammerkoret Camerata "Det er så yndigt at følges ad".


Af Johannes Brahms (2016)
Serie: 

Kommentar:

Brahms’ klavertrio nr. 1 i H-dur, som er blevet signaturmusik for trioens virke i modstandsbevægelsen og fuldmægtig Poul Christensens død.


Af Erik Grip (2008)

Kommentar:

Her giver Erik Grip sit bud på Weyse-salmen "Altid frejdig når du går".



Kommentar:

Hr Schwanns "sladdermusik": J. S. Bachs kantate nr. 65, "Sie werden aus Saba alle kommen".



Kommentar:

Gitte Graae og Jørgen 'misbehaver' noget så læsterligt i Varnæs' stuer: Fats Wallers "Ain't misbehavin'".



Kommentar:

Det reparerede Varnæs-ægtepar holder "ungt selskab" til tonerne af Andrews Sisters' ”Bei mir bist du Schön”.



Kommentar:

De danske nazister marcherer i Korsbæks gader og synger Grundtvigs "Sol er oppe" - her sunget af Ars Nova Copenhagen.


Af Leo Mathisen (2009)

Kommentar:

Iben og Jenys venindemusik: Leo Mathisen synger "Anita".



Kommentar:

... og sluttelig den fine klassiker "De tre musikanter", sunget af "giraffen" himself, Kurt Ravn.




Af: knor

Udgivet: Torsdag 21. september 2023 • Opdateret: Onsdag 7. februar 2024

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier