Mod stjernerne med Andreas Mogensen | Odense Bibliotekerne

Mod stjernerne med Andreas Mogensen

Foto: Colourbox.dk

Snart tager Danmarks astronaut Andreas Mogensen til Den Internationale Rumstation (ISS). Bliv klogere på rumfart med bøger til børn her.


Astronauten Andreas Mogensen skal som den første dansker være leder af en rummission, der efter den nuværende plan går i luften den 26. august.

Turen går til Den Internationale Rumstation (ISS), hvor Andreas Mogensen sidst var i 2015 i 10 dage. Denne gang skal han være der et halvt år!

 

En barnedrøm går i opfyldelse

Allerede som barn drømte Andreas Mogensen om at blive astronaut. Og måske drømmer hans egne børn også om det?

På DR har vi netop kunnet se serien "Klar til rummission - med Andreas Mogensen", der også kan ses online. Her fik vi alle et indblik i de mange forberedelser inden rummissionen og kunne også se hans børn beundre ham. Det må også være ret sejt at se sin far i rumdragt.


En masse forskning – med børn

Andreas Mogensen skal lede bemandingen, der kaldes Crew-7, og også være piloten ombord på"SpaceX Crew Dragon". Navnet på løfteraketten er SpaceX, og rumskibet, der transporterer dem videre til rumstationen, kaldes for Dragon. Missionen har derfor det tekniske navn "SpaceX Crew-7".

Andreas Mogensens mission denne gang er at forberede en senere tur længere ud i rummet, enten til månen eller til Mars, og at lave en masse forskning om blandt andet klima og sundhed.

Men han skal også arbejde sammen med børn. Som en del af skoleprojektet "ultra:bit" skal han nemlig udføre en masse eksperimenter for danske børn på 9-14 år. Det foregår blandt andet på en særligt tilpasset micro:bit-computer, han får med på rejsen. Læs mere om ultra:bit på rumrejsen her hos DR.

 

Navn fra nordisk mytologi

Andreas Mogensen har selv fået lov til at navngive sin mission og har givet den navnet Huginn.

Huginn er den ene af den nordiske gud Odins to ravne, som han hver dag sendte ud for at samle viden om verden. Huginn repræsenterer viden og tanke i den nordiske mytologi, og det passer jo ret godt på sådan en rummission.

Logoet for missionen er derfor en ravn, og farverne er inspireret af de danske.

 

Bliv klogere på rummet

På Odense Bibliotekerne har vi en masse bøger, du kan låne, hvis du vil vide noget om rumfart, planeter og det store rum. Vi har fundet en masse til dig herunder.

Du kan også læse mere om Andreas Mogensens forberedelser til sin rumrejse hos TV2 

Har du et godt spørgsmål til Andreas Mogensen, mens han er i rummet? Så send allerede nu spørgsmål gennem DR

Og så kan du og din familie følge med på TV2 på selve dagen, når raketten flyver afsted. 

Mod det uendelige univers!

 
Serie: 
Om Andreas Mogensen (f. 1976), hans målrettede karriere for at blive optaget ved Den Europæiske Rumorganisation og den 10 dage lange rumrejse

Er du vild med galakser, rumskibe og sorte huller? I denne faktabog kan du læse om det største, vildeste og farligste, der er at finde i rummet. Fra 10 år
(2019)
Historier om rummet, hvor man skal gætte på om historien er fup eller fakta. Emnerne er rumforskning, rumrejser, raketter, meteorer, planeter, stjerner og galakser. Med svar og en uddybning af hver enkelt påstand bagerst i bogen
Flot fotobog, der tager dig med ud i rummet, så du kan lære om solsystemet, galakser og rumrejser. Bogen er egnet til højtlæsning for de 6-8-årige og vil kunne selvlæses af de 9-12-årige
Kom med på opdagelse i rummet og bliv klogere på, hvad solsystemet er, hvordan en astronaut træner, hvem var den første mand på månen og meget mere. Faktabog fra 7 år
Serie: 


Af: louje

Udgivet: Onsdag 23. august 2023 • Opdateret: Fredag 25. august 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier