Rachmaninovs 3. klaverkoncert – hvad er den bedste indspilning?
Den russiske komponist Sergej Rachmaninov fyldte 150 år sidste år. Din musikbibliotekarinde Katrine Nordland iler med en forsinket fejring i form af anbefalinger af indspilninger af Rachmaninovs monumentale klaverkoncert nr. 3 – koncerten, der i pianistkredse er omfattet af et ærefrygtigt ry som ”verdens sværeste klaverkoncert”, men også indiskutabelt én af verdens mest vidunderlige.
På top 5 over mine yndlingsværker og én af de bedste oplevelser, jeg har haft med Odense Symfoniorkester (i januar 2024). Jeg får simpelthen lyst til at bryde grædende sammen, hver gang jeg hører Rachmaninovs monumentale 3. klaverkoncert. Af rørelse over musikkens følelsesmæssige gennemslagskraft, fra det lykkeligt stormromantiske over det filigran-perfekte til det sindsoprivende dramatiske. Af imponerethed over pianistens ubegribelige virtuositet. Og af henført begejstring over, at så stor musik overhovedet lader sig skrive.
Har man set filmen Shine fra 1996, vil man også vide, at Rachmaninovs 3. klaverkoncert – som han skrev i 1909, og som eftertiden har givet kælenavnet Rach 3 – er verdensberømt for at være én af de sværeste klaverværker, der nogensinde er skrevet – en slags pianistisk Mount Everest, som det kræver et særligt mod og teknisk overskud at bestige. Rachmaninov selv fandt koncerten ”mere behagelig” at spille end den 2. klaverkoncert, som også er en stor publikumsfavorit.
Det kunne han nu også sagtens sige: Hans hænder kunne række over en tertsdecim (altså tretten toner), og han besad tilsyneladende grænseløs udholdenhed ved tangenterne. Dette var mere end man kunne sige om pianisten Josef Hofmann, som koncerten er dedikeret til – han formåede simpelthen aldrig at spille den. Og således har vi altså med en pianistisk tour de force at gøre, som både fsva. teknisk overlegenhed som melodisk suverænitet utvivlsomt vil slå benene væk under de fleste lyttere. Det er ubegribeligt stor musik!
Vi har over 40 indspilninger af Rach 3 på biblioteket, og jeg er endnu ikke stødt på én, som jeg ville flå af og diskvalificere, hvis nogen satte den på hjemme hos mig. Men her er min musikbibliotekariske Top 8 – én af dem måske mest et kuriosum – og så hører jeg naturligvis meget gerne, hvis du lige går rundt i jubel i hjertet over en anden favorit.
Kommentar:
Da den britisk/australske pianist Sir Stephen Hough (som ikke var Sir dengang) indspillede Rachmaninovs tredje med Dallas Symphony Orchestra dirigeret af Andrew Litton i 2004, ramte det som en slags atombombe i den klassiske musiks store samlerverden. For i et hav af overlegne indspilninger, hvor der er SÅ meget godt at vælge imellem, var det alligevel forbløffende at opleve én, der kom og slog alle de andre af pinden. Og her er bare det hele: Et hæsblæsende tempo uden at det inderlige og sværmeriske går tabt, en overmenneskelig teknik og virtuositet, et sublimt spillende orkester i perfekt afstemt dialog med solisten, og især en følelsesmæssig dybde, der gør, at man bare elsker den musik endnu mere for hver gennemlytning. Tempoet i ydersatserne kan måske være FOR højt for nogen – men for mig er det her min hyppigste go-to-indspilning.
Kommentar:
… og skal det ikke være Hough, så skal det efter min mening være denne her. Den argentinske verdensborger – og quite possibly største nulevende pianist, vi har her i verden – Martha Argerich spiller i 1982 live foran Berlins suveræne radiosymfoniorkester med en teknisk overlegenhed, dramatisk nerve og fantasifuld følsomhed, der bare flyder naturligt derudaf og aldrig lyder forceret. Og det til trods for, at tempoet er ekstremt højt – til tider kan man godt have fornemmelsen af, at Argerich er i slåskamp med flyglet lige så meget, som hun spiller på det. Chailly og orkestret kæmper nærmest for at følge med. Så er man typen, der kan lide at leve livet farligt, så vil man elske denne Rach 3.
Kommentar:
Her har vi indspilningen, der blev lavet i anledning af Rachmaninovs 150-års fødselsdag i 2023. Solist er den kinesiske superstjerne Yuja Wang i front for Los Angeles Philharmonic ledet af orkestrets karismatiske dirigentkomet, Gustavo Dudamel. Og Yuja Wang besidder så de tre uheldige egenskaber, at hun 1. er fra Kina, 2. er kvinde, og 3. ynder at optræde iført kropsnære kjoler og tårnhøje Christian Louboutins. Den slags plejer at afføde stribevis af jantelovsagtige, tøhø-anmeldelser fra mandlige kritikere, der ikke tager hende alvorligt som kunstner, men stempler hende som en kinesisk maskine, der ufølsomt hamrer derudaf og spiller på sin sexappeal for at sælge plader. Dette er sædvanligvis det totale bullshit. Og netop denne indspilning fik faktisk også anmelderne med sig – den er fremragende, og Rachmaninov ville have været stolt.
Kommentar:
En nyere liveoptagelse, spillet af den unge, russiske klaverkomet Daniil Trifonov (som var 27 år på indspilningstidspunktet) akkompagneret af The Philadelphia Orchestra under ledelse af orkestrets (og i øvrigt også Metropolitan Operaens) canadiske, ligeledes unge og fremadstormende musikchef, Yannick Nézet-Séguin. Det er ikke alle anmelderne, der er lige begejstrede for udgivelsen her – det tyske, nu hedengangne musiktidsskrift Fono Forum kalder den ”uinteressent”. Det kan jeg overhovedet ikke høre. Daniil Trifonovs mestring af klaverstemmen er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved – faktisk bliver han mistænkt for at lægge sig tæt op ad Rachmaninovs egen indspilning af værket (se nedenfor).
Kommentar:
Den første indspilning af ”Rach 3” overhovedet var den ukrainske (fra 1944 amerikanske) pianist Vladimir Horowitz’ optagelse med LSO i 1930. Horowitz havde spillet koncerten firhændigt med Rachmaninov selv, som var begejstret for Horowitz’ spil. Og indspilningen fra 1930 endte med at gøre underværker for at udbrede den Tredjes popularitet verden over. Her har vi en liveoptagelse fra 1978, hvor Horowitz fejrer 50-året for sin ankomst til USA i front for New York Philharmonic i Carnegie Hall med Eugene Ormandy på podiet. Det er bestemt ikke alle, der bryder sig om denne version – den får skyld for at være småneurotisk og klaveret for at klinge for hårdt. En lille fejl her og dér er der nok også. Men det er altså en mester, der har brugt 50 år på at studere værket, bl.a. under komponistens vejledning, vi har fat i her. Jeg synes, den er spændende.
Kommentar:
Den russiskfødte, britiske pianist Evgenij Sudbin havde allerede markeret sig selv på Rachmaninov-fortolker-stjernehimlen, da han udgave dette album med Rachmaninovs to uopslideligt berømte, romantiske ”stridsheste”, den 2. og 3. klaverkoncert. Det, jeg i særlig grad elsker ved hans fortolkning, er en slags afbalanceret ydmyghed, som ellers er svær at kombinere med koncertens status af virtuost showstykke. Sudbin spiller suverænt, tempoet er så højt, som man vil forvente, når en 38-årig, ung mand er solist i 2017, og der er klarhed og brillans for alle pengene. Og alligevel formår Sudbin sammen med BBC Symphony Orchestra og dirigent Sakari Oramo at lade dette være en hyldest, ikke bare til den uforlignelige solist, men også til Rachmaninovs mesterlige stykke musik.
Kommentar:
Scoopet her er, at Rachmaninovs 3. klaverkoncert her spilles af – Rachmaninov! Vi er simpelthen ude i en historisk optagelse med Rachmaninov selv ved flyglet. Så her hører vi altså ved selvhør, hvad de kæmpestore hænder kunne udrette. Det fremgår selvfølgelig af lydkvaliteten, at det er en optagelse lavet i februar 1940, men det er andet og mere end historiens vingesus, der sender kuldegysninger ned ad rygraden. Såvel solist som Philadelphia Orchestra under ledelse af Eugene Ormandy er aldeles sublime og spiller i et tempo, der ikke lader vore moderne ører noget tilbage at ønske. Tillige er Rachmaninovs tre andre klaverkoncerter med på udgivelsen, så her kan man altså nyde hele den gamle mesters klaver-og-orkester-magnum-opus, som han selv ville have dem spillet. Sådan noget giver mig pænt meget gåsehud.
Kommentar:
Okay. Denne her er ikke ret god, det kan jeg lige så godt indrømme. Men ikke alene har jeg personligt hørt solisten spille Rachmaninovs 3. klaverkoncert – jeg var fandeme til stede, da optagelsen her blev lavet! Den er indspillet live i Tivoli med Sjællands Symfoniorkester (i dag Copenhagen Phil) i november 1995, hvor jeg var en entusiastisk, lille musikstuderende, der havde kapret billet på 2. række. Og solist var det store, uafladeligt mumlende trækplaster, australske David Helfgott – hvis liv ligger til grund for netop Scott Hicks’ biografiske film ”Shine”, der har ”Rach 3” som altdominerende, musikalsk omdrejningspunkt. Og med det indblik i hans liv er det sindssygt rørende at opleve ham turnere verden rundt med sin yndlingskoncert. Men kunstnerisk set holder den altså ikke – så den her kan jeg kun anbefale til Helfgott-elskere.
Udgivet: Onsdag 17. april 2024 • Opdateret: Tirsdag 23. april 2024
