Uge 6: Lad os læse om det! | Odense Bibliotekerne

Uge 6: Lad os læse om det!

Foto: Odense Bibliotekerne

Det er vigtigt at snakke om sex. Og måske endda mindst lige så vigtigt at læse om det. Derfor har vi i anledning af uge 6 samlet en række bøger, der gør både børn, unge og forældre klogere på sex, identitet og kropsforståelse.


”Den magiske lænestol” (2023) af Jacinta Madsen

Der står noget helt specielt i lille Odas stue: en magisk lænestol. Oda har svært ved at sætte ord på, hvorfor den er så speciel. Hun ved bare, at stolens armlæn gør hende varm inden i. Odas mor hjælper hende med at sætte ord på, hvad det er Oda gør, når hun tager stolens armlæn i brug.

Jacinta Madsen sætter sig i den grad på hug, når hun i børnehøjde formidler kropsforståelse i denne billedbog.

Bogen anbefales til forældre og børn mellem 4 og 6 år.

 

”Hvad er sex?: en bog om kys, knald og kærlighed til børn og deres voksne” (2018) af Sabine Lemire

Pyha, sex kan godt være et tungt emne. Og med Sabines bog kan vi alle få lov at sænke skuldrene lidt, mens vi stadig holder os til emnet. Men tegninger og humor fortæller Lemire, hvad det egentlig er, der sker i kroppen, når man er forelsket eller har sex.

Bogen er egnet til forældre og børn mellem 10 og 14 år.

 

”Sex - en historisk rejse” (2023) af Elin Hägg

Der er ingen tvivl om, at sex har været en central del af vores kultur gennem historien. Hägg tager læseren helt med tilbage til de første skulpturer af nøgne kroppe og op til nutiden, hvor vi nytænker brugen af pronomener.

Bogen giver et godt indblik i kønsroller, magt og rettigheder gennem tiden.

Anbefales til unge fra 12 år og opefter.  

 

LGBT+ kan måske virke som en stor størrelse, og hvis du gerne vil blive klogere, giver denne bog dig et overskueligt og letforståeligt overblik. Måske er du nysgerrig om, hvordan det er at springe ud, om queer-personer kan stifte familie eller om du skal tale anderledes til LGTBT+ personer? Her finder du et stensikkert svar!

Bogen anbefales til unge mellem 12 og 16 år.

Som teenager opstår der indimellem nogle spørgsmål, der kan være sværere at spørge andre om. I Simonssons bog finder du både spørgsmål og svar - også på det, der kan virke pinligt og intimt. Derfor en dette en god håndbog til at komme igennem nogle af de vigtigste år, når du vil finde svar om kroppen, følelser og sex.

Desuden indeholder bogen henvisninger til rådgivningstjenester, hvis der alligevel skulle være et spørgsmål, du ikke finder svaret på i den ellers altomfavnende teenageguide.

Bogen anbefales til unge mellem 12 og 16 år.  

 

”Queer for (alle slags) pi’r” (2023) af Ellis Rowan

Ordet ”queer” er lidt en paraply, der dækker over en række af identiteter og seksualiteter – og denne bog er til alle, der passer ind under den paraply. Uanset om du er nonbinær, lesbisk eller transkønnet, tager forfatteren dig i hånden, når du bladrer gennem siderne og leder efter svar om bl.a. sex, at springe ud og hvordan man som queer finder et fællesskab, hvor man kan følge sig hjemme.

Bogen anbefales til unge mellem 13 og 16 år.

 
Af Jacinta Madsen (2023)
I stuen står en magisk lænestol. Når Oda gnubber sig op ad armlænet, bliver hun varm indeni. Billedbog om onani og kroppens sansninger for børn fra ca. 4-6 år, der kan bruges i hjemmet og institutionen
Af Sabine Lemire (2018)
Beskriver i tekst og tegninger - og med humor - hvad der sker fysisk i kroppen, når man har sex og om følelser som forelskelse og tiltrækning, som er udgangspunktet for det hele
Af Elin Hägg (2023)
Illustreret fagbog om seksualitetens historie fra forhistorisk tid til nutiden. Fra 12 år
En god og overskuelig gennemgang af, hvad begrebet LGBTQ+ dækker over. Især for yngre læsere, fra ca. 12 år
Af Rowan Ellis (2023)
Guide til alle piger som er queer, bl.a. homo-, bi-, pan- og aseksuelle og transkønnede. Også til andre, der gerne vil vide noget om at være queer. For læsere fra 13 år


Af: louje

Udgivet: Tirsdag 6. februar 2024 • Opdateret: Tirsdag 6. februar 2024

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier