Ugens Dirigent: Uge 14: Arturo Toscanini | Odense Bibliotekerne

Da Toscanini blev født, var Johannes Brahms stadig en ung mand på 33. Toscanini spillede cello ved uropførelsen af Verdis Othello i 1887 og dirigerede uropførelsen af Puccinis La Bohème i 1896. Da han døde i januar 1957, var Sibelius stadig levende (kun lidt endnu, men alligevel). Vi har altså at gøre med en dirigent, der var ældre end Rachmaninov, Ravel og Stravinskij, og som jævnligt gnubbede skuldre med Giuseppe Verdi, Richard Strauss og Vladimir Horowitz. Lyttelisten nedenfor indeholder musik, der er indspillet i 1930’erne – altså næsten 90 år gamle optagelser! – og tempiene og indspilningskvaliteten er selvfølgelig derefter. Men den musikalske skarphed og intensitet, klangen, de perfektionistisk gennembearbejdede detaljer og dirigentens sydlandske temperament, kunstneriske personlighed og dybfølte forbindelse til musikken står stadig knivskarpt. Operaer af Verdi og Wagner, symfonier af Beethoven og Brahms – man kan næsten høre, hvordan dirigenten har været inde og sørge for, at hver eneste tone er blevet nøjagtig, som partituret foreskriver. Så direkte ud af starthullerne vil jeg altså glødende anbefale, at man sørger for at lytte til Toscaninis indspilninger, også selvom de unægtelig fremstår bedagede i deres indpakning.

For Toscanini var komponistens partitur den ultimative autoritet, der afgjorde, hvordan et værk skulle fremføres, og Toscaninis musikalske fortolkninger voksede altid direkte og kompromisløst ud af, hvad der stod i noderne. For hans beundrere var denne fanatiske perfektionisme ifht. nodeforlægget et bevis for, at Toscanini kunne regnes for en objektiv og trofast formidler af komponistens intentioner. Hans kritikere beskyldte ham omvendt for at være for rytmisk rigid og sammenlignede hans direktionsstil med en metronom – mekanisk, præcis og blottet for personlige udsving. Toscaninis urokkelige tro på, at ingen musiker (og dermed heller ingen dirigent) har ret til at aflede opmærksomheden fra komponisten, men derimod pligt til at lade musikken tale for sig selv, strøg også nogle mod hårene. Man må jo lytte og dømme selv. Men indiskutabelt er det, at Toscanini forbløffede den musikalske verden med sin objektive og stålsat effektive stil i koncerter og indspilninger, der i langt de fleste tilfælde blev referenceramme for alle, der kom efter ham.

For at begynde med begyndelsen, spoler vi altså tilbage til den 25. marts 1867, da Arturo Toscanini så dagens lys i Parma i Italien som søn af moderen Paola og faderen Claudio, der var både skrædder og soldat – én af de såkaldte ”rødskjorter” – i frihedskæmperen Garibaldis hær. Lille Arturo blev primært opdraget af sine morforældre, som konstaterede, at drengen besad et usædvanligt talent for musik. 11 år gammel kom han på det lokale konservatorium, hvor han dels uddannede sig til cellist, og dels led under de barske og hårdhændede pædagogiske metoder (og de uacceptable kulinariske vilkår: alle måltider på konservatoriet bestod af fisk, hvilket fik den voksne Toscanini til at nægte at spise fisk resten af sit liv).

Direkte fra konservatoriet sluttede Toscanini sig som cellist og assisterende korleder til et operakompagni, med hvem han rejste på turné i Sydamerika i 1886. Umiddelbart inden premieren på Verdis Aida i Rio de Janeiro den 25. juni, eksploderede en ulmende konflikt mellem den lokalt ansatte dirigent og sangerne, som klagede over dirigentens manglende kompetencer og i sidste ende simpelthen strejkede og forlangte, at en vikar blev kørt i stilling. Efter flere forgæves forsøg vendte det desperate kompagni sig mod sin 19-årige korleder, som sangerne vidste kendte operaen udenad. Toscanini havde været stærkt nærsynet fra barnsben og lærte i løbet af sit liv omhyggeligt hundredvis af operaer, symfonier og koncerter udenad i et omfang, så han som regel kunne dirigere uden partitur. Denne fotografiske hukommelse kom ham til gode i Rio, hvor han indvilligede i at træde til, trådte op på podiet kl. 21.15 og dirigerede hele den 2½ time lange opera kun fra hukommelsen. Til forbløffet, universel applaus. Resten af sæsonen dirigerede Toscanini 18 operaer, som hver og én fik enorm succes. Og således startede Toscaninis dirigentkarriere, da han var blot 19 år gammel.

Rygtet løb om den unge cellist, der dirigerede hele operaer efter hukommelsen. Toscanini blev inviteret til at dirigere ved talrige lejligheder i lokale operahuse, og han dirigerede verdenspremiererne på Leoncavallos Bajadser i 1892 og som sagt Puccinis La Bohème i 1896. Begge opsætninger havde stor succes, og det unge talent blev tillige prøvet af ved La Scala i Milano - Italiens vigtigste operahus. Han blev også gift i 1897 med den 19 år gamle Carla de Martini, som han forblev gift med indtil hendes død (vi lader historierne om hans gentagne og langvarige utroskab med sopranen Geraldine Farrar være til en anden god gang) og fik to døtre med (en søn døde som femårig i 1906). I 1898 blev den 31-årige Toscanini udnævnt til chefdirigent og kunstnerisk leder ved La Scala, og dér opnåede han stor respekt for at sætte nye operaer på plakaten. Han fik også ry for at være stædig og uortodoks; f.eks. nægtede han at tillade ekstranumre (som han syntes var kunstnerisk uforsvarlige) til det ekstranummerglade, italienske publikum – én gang i 1903 varede en sådan magtkamp mellem ham og publikum til Verdis Maskeballet så længe, at han endte med at smide sin dirigentstok, flygte fra operahuset og rejse spontant til Argentina. I årene derefter pendlede han mellem Buenos Aires, Rom og Torino, men blev også taget til nåde igen på La Scala for en kort bemærkning fra 1906-1908.

I 1908 sluttede Toscanini sig til Metropolitan-Operaen i New York som chefdirigent og havde syv overordentligt succesfulde sæsoner dér, hvor han reformerede og satte nye standarder for amerikansk operaproduktion og blev uhyre populær. Til sin tilbagerejse til Europa i 1915 havde han egentlig billet til at sejle hjem på skibet Lusitania, men endte med at rejse en uge tidligere – hvilket var heldigt, da Lusitania blev sænket af en tysk ubåd på denne rejse og tog samtlige 1200 passagerer med sig i graven. Efter at have tilbragt Første Verdenskrigsårene tilbage i Italien (hvor han bl.a. blev dekoreret for modigt at have dirigeret et militærorkester midt på slagmarken), tog han tilbage til USA, først med et orkester, han selv grundlagde, og fra 1926 som chefdirigent for New York Filharmonikerne. Han forblev i denne stilling i ti år og var bl.a. på en kolossalt succesfuld Europaturné med orkestret i 1930. Han var den første ikke-tysker, der dirigerede i Bayreuth (1930-31) og dirigerede ved Salzburg Festspillene 1934-37. Det var også i disse år, at Toscanini, som i 1920’erne ellers havde været én af Mussolinis store favoritter, gjorde sig upopulær hos diktatoren, bl.a. fordi han nægtede at spille foran Mussolinis billede eller dirigere fascistpartiets ungdomsforherligende hymne, ”Giovinezza”. Konflikten spidsede til i 1930’erne, og Toscanini blev overvåget, tævet af politiet, fik sit pas konfiskeret og sin telefon aflyttet. Ved 2. Verdenskrigs udbrud fik Toscanini nok, forlod permanent Italien og returnerede til USA, til en stilling i spidsen for det orkester, han skulle forblive chef for resten af sit liv: NBC Symphony Orchestra.

NBC Symphony var det første klassiske orkester, der nogensinde var blevet grundlagt og finansieret af en radiostation, og Toscanini fik udbetalt en for den tid astronomisk løn på 40.000 $ for sit virke som sin dirigent. Koncerterne blev afholdt i den sagnomspundne Radio City Music Hall, og de fleste af dem blev radiotransmitteret i hele landet. Denne eksponering bibragte naturligvis Toscanini enorm popularitet. Han blev behandlet med en ærefrygt og en ærbødighed forbeholdt de få, og mere end én gang måtte politiet i New York sætte barrierer op ved hans koncerter for at holde horder af fans på afstand. Musikere og sangere fandt sig artigt i hans temperamentsfulde udbrud, og publikum lærte at respektere hans excentriske regler om klapsalver (så få som muligt af dem, tak) og ekstranumre (nul, putte!). Gennem hele sin karriere var Toscanini kærligt kendt i USA som "The Maestro". Han dirigerede den amerikanske uropførelse af Sjostakovitjs ”Leningrad”-symfoni (som han senere ikke forstod, at han "havde gidet lære udenad"!), turnerede i både USA og Sydamerika med orkestret og havde jævnligt stormfulde sammenstød med NBC’s ledelse. Og han arbejdede utrætteligt, indtil han var 87 år gammel. I løbet af sine sidste år med NBC Symphony Orchestra kastede Toscanini sig over et nådesløst hårdt indspilningsprogram og lavede omkring 30 albummer med RCA Victor – en del af dem kan ses nedenfor. Han indspillede alle Beethovens ni symfonier, alle Brahms’ fire og operaer af Verdi, Wagner og Puccini. Først i 1954 gik den flittige og folkekære dirigent gik på pension, og tre år senere døde han efter et slagtilfælde – kun få måneder før han ville være fyldt 90, og tragisk nok på sin datter Wallys 57-års fødselsdag. Han er begravet i Milano, og gravskriften er et citat fra ham selv, da han i 1926 dirigerede Puccinis ufuldendte opera Turandot: ”Qui finisce l'opera, perché a questo punto il maestro è morto" ("Her slutter operaen, fordi på dette tidspunkt er maestroen død”).