Ugens Dirigent: Uge 19: Emmanuelle Haïm | Odense Bibliotekerne

Det fremgår af lyttelisten nedenfor, at vi her er ovre i barokrepertoiret, altså musikken fra ca. 1580-1750. Her er de førende navne, vi slynger om os med, slige personager som Bach, Händel, Vivaldi, Purcell, Lully, Telemann, Scarlatti, Corelli, Rameau og – en uvurderlig foregangsskikkelse – Claudio Monteverdi. Én af de musikalske træk, der adskiller barokmusikken fra renæssancemusikken, er monodien, en revolutionerende ny satsteknik, som opstod i et forsøg på at genoplive antikkens græske drama. ”Monodi” betegner simpelthen, at en solosanger akkompagneres af et akkordinstrument som lut, orgel eller cembalo. Og ud af dette nye fokus på en dominerende melodistemme (fremfor renæssancens ligeværdige tekstur af flere stemmer) opstår operaen omkring 1600. Sangens harmoniske grundlag noterede man til den akkompagnerende musiker i såkaldt generalbas, et notationssystem, hvor akkorder angives ved hjælp af en baslinje med tilknyttede tal og symboler – på den måde minder det en del om vores tids becifringer. Generalbas eller basso continuo, som det også kaldes, indgår centralt i en meget stor del af baroktidens musik.

Og hvorfor nu denne kedsommelige opremsning af barokmusikkens teknikaliteter som indledning til en biografi om Ugens Dirigent? Fordi Ugens Dirigent er cembalist og dermed noget så læsterligt skolet og specialiseret i barokmusik. Hun er også en kvinde, pinligt nok én af sandsynligvis kun to kvinder i min dirigentkavalkade i år (den anden var Marin Alsop). Men så meget des mere grund til at bekendtgøre os indgående med hendes musik og glæde os, til der uden tvivl kommer mange flere af d’damer på dirigentpodierne ad åre.

Emmanuelle Haïm er født i Paris den 11. maj 1962 og fyldte altså tres år sidste år. Hun har stærke musikalske aner – sangere, organister og pianister, der kan spores tilbage til det 19. århundrede – og det kom ikke som et chok for nogen, at hun begyndte at spille på sin fars nyanskaffede flygel som fireårig. Ved siden af klaverspillet gik hun til dans og drømte om at blive professionel danser. Og de spirende tanker om en levevej indenfor musikken blev slået fast med syvtommersøm, da den unge, ungarske klavervirtuos Zoltán Kocsis besøgte familien Haïms lejlighed og spillede klaver i nogle timer. Emmanuelle var otte år gammel og hævder i dag, at det var den dag, hun vidste, at hun havde fundet sin metier. (Kocsis skulle senere hjælpe Iván Fischer med at grundlægge Budapests Festival-Orkester og blev musikchef for Ungarns Filharmoniske Orkester i sit livs sidste tyve år).

Dansedrømmene blev imidlertid endegyldigt kvalt af en diagnosticeret skæv rygsøjle, som førte til, at Emmanuelle i en alder af ti år blev iført et stift kropskorset, der gik op til halsen. Denne ufleksible spændetrøje måtte hun gå rundt med i de næste ti år, indtil hun var tyve og stadig nærede ambitioner om at omsætte sit uomtvistelige musikalske talent til en egentlig karriere. Det resulterede i, at unge Emmanuelle, så snart hendes krop blev befriet igen, følte ekkoerne af sin barndoms dansetræning og kompenserede for de mange års fysiske fastlåshed ved at spille klaver på ekstremt ekspressiv og kropslig, til adskillige klaverlæreres store frustration. Men på konservatoriet i Paris kom hun, og her tilbragte hun tretten år med at færdiggøre en uddannelse, der i stigende grad blev koncentreret om cembaloet – altså det ’knipsede’ tangentinstrument, der ligner et lille, som regel overdådigt udsmykket flygel med ”omvendte” sorte og hvide tangenter. Cembaloet er, som jeg nævnte indledningsvis, ledsageinstrument i en stor del af musikken fra renæssancen og barokken – og var det instrument, hvis lyd som den store, britiske dirigent Sir Thomas Beecham karakteriserede som ”to skeletter, der parrer sig på et bliktag i tordenvejr”. Pænere ord kunne man nok også godt komme på til at beskrive det unikke periodeinstrument.

På konservatoriet var Haïm bl.a. blevet undervist i continuospil af sin ét år ældre landsmand Christophe Rousset (som også i dag ernærer sig som cembalist og dirigent). Han anbefalede hende i stedet for en solistkarriere at melde sig under fanerne hos William Christie, den amerikanskfødte dirigent og cembalist, som med stor succes i 1979 havde grundlagt barokensemblet Les Arts Florissants (som stadig eksisterer i bedste velgående under samme Christies dirigentstok) og dermed udbredt det glade budskab om opførelsespraksis i Frankrig. Med ham som mentor blev Haïm ansat som continuocembalist og repetitør i Les Arts Florissants. Her forblev hun i mange år og blev undervejs også af Christie anbefalet som cembalist og assistent for den britisk/tyske gigant Sir Simon Rattle (som vi i særdeleshed vender tilbage til senere på året). Springet fra cembalist til dirigent er ikke ret stort, da barokmusik i forvejen for mestendels vedkommende er skabt til at blive dirigeret fra continuopladsen. Så det faldt Rattle naturligt efter flere års samarbejde at anbefale Haïm at forfølge sin mangeårige drøm om at dirigere.

Og således forlod Haïm i 2000 Les Arts Florissants for at danne sit eget instrumental- og vokalensemble, Le Concert d'Astrée, som i de forgangne 23 år er fløjet fra den ene succesfulde turné og prisvindende indspilning til den næste. Alle på nær to af lytteeksemplerne nedenfor er med Emmanuelle Haïm i front for Le Concert d'Astrée. Orkestret har til huse i den fashionable Opéra de Lille tæt på den belgiske grænse, og Emmanuelle Haïm og Le Concert d’Astrée opfører både her og på de største internationale scener musik fra det 17. og 18. århundrede, ofte med celebre solister, der bl.a. har talt mezzosopranerne Cecilia Bartoli, Anne Sofie von Otter og Magdalena Kožená, kontratenoren Philippe Jaroussky, sopranerne Patricia Petibon og Sandrine Piau og tenoren Rolando Villazón (flere af dem kan høres på denne udgivelse).

Haïms energiske og meget personlige dirigentstil og hendes intense fortolkninger har givet hende kælenavnet ”Ms Dynamite of French Baroque” i den engelsksprogede presse, og også uden følgeskab af sit eget ensemble er hun stærkt efterspurgt af internationale orkestre. Bl.a. har hun dirigeret ved den engelske Glyndebourne operafestival adskillige gange, og hun har stået i front for Berliner-Filharmonikerne, Wiener-Filharmonikerne, Birminghams Symfoniorkester, Los Angeles-Filharmonikerne, Berlins Akademie für alte Musik og Leipzigs Gewandhausorchester. Lige inden coronakrisen ramte, nåede hun sin debut med såvel New York-Filharmonikerne som Philadelphia-Orkestret og dirigerede Rameaus Hippolyte og Aricie på operaen i Zürich. Haïm er skilt fra den franske oboist Laurent Decker, med hvem hun har teenagedatteren Louise – og dirigentengagementerne væk fra hjemmet og Le Concert d'Astrée er nøje blevet afstemt med forpligtelserne som enlig mor. Skulle man kunne komme i nærheden af en opførelse af en barokopera med Emmanuelle Haïm i spidsen, er det bare om at komme af sted – for mere begavet og indsigtsfuld fortolker af netop denne tids musik, er svær at komme i tanker om.