Ugens Dirigent: Uge 2: Mariss Jansons | Odense Bibliotekerne

Mariss Jansons var for dirigentfaget, hvad Pavarotti var i tenorverdenen: Den største og sværeste kunstform så så let ud i hans hænder. Ukorrumperet af politisk opportunisme og primadonnanykker, og med et skarpt fokus på musikkens styrke og orkestrets klangkultur, mødte han altid smilende og imødekommende op og formidlede den største kunst til et verdensomspændende publikum, som om det var verdens nemmeste. Og såvel publikum som anmeldere elskede ham for det.

Lille Mariss blev ellers kun med nød og næppe reddet for musikken og for eftertiden, da hans højgravide mor, operasangerinden Iradia Jansons, der var jøde i det tyskbesatte Letland, blev smuglet ud af den jødiske ghetto i Riga for at føde på et hemmeligt sted. Hele moderens øvrige familie blev dræbt under jødeudryddelserne. Men Mariss overlevede altså, født den 14. januar 1943 som både lettisk og russisk statsborger og voksede op i en familie, hvor musik må have fyldt snart sagt alle døgnets timer. Hans far var dirigenten Arvid Jansons, som i sin egen ret var velrenommeret og bl.a. fungerede som assistent for én af det 20. århundredes helt store dirigent-sværvægtere, Jevgénij Mravínskij.

Mariss blev undervist i violin af sin far som barn, men fik i øvrigt sin musikuddannelse i Skt. Petersborg (det daværende Leningrad), hvor familien flyttede til, da Mariss var 13 år. Violinspillet blev hurtigt overtaget af en interesse for at dirigere, og den unge Mariss kom på konservatoriet i Leningrad. Her blev han bemærket af den besøgende Herbert von Karajan, som flere gange fremsatte tilbud om at uddanne Mariss Jansons og ansætte ham som assistent ved Berliner Filharmonikerne. Desværre blokerede de sovjetiske myndigheder begge gange Karajans tilbud, således at Jansons aldrig hørte om dem.

Gennembruddet kom i 1979, hvor han blev ansat som musikchef for Oslos Filharmoniske Orkester (Oslo-filharmonien, kalder de sig selv). Her gjorde han underværker for orkestrets lyd og udødeliggjorde bl.a. næsten bogstaveligt talt sig selv, da han i 1996 under en opførelse af Puccinis La bohème fik et hjerteanfald og dirigerede de sidste syv minutter af forestillingen mere død end levende, næsten uden at kunne bevæge sig. Han forklarede bagefter, at han ikke betragtede det som en mulighed at stoppe med at dirigere, før operaen var slut. Og det er den slags dedikation til kunsten, som affødte, at Jansons musikere ville gå meget langt for ikke at skuffe ham. Jansons fik indopereret en defibrillator, som holdt hans hjerte funktionelt i de næste mere end tyve år. Men efter 21 år i Oslo ragede han i 2000 uklar med Oslo Konserthus’ ledelse om bygningens efter Jansons’ mening ringe akustik og forlod stillingen.

Sidenhen besatte han langvarige stillinger, dels som gæstedirigent for Londons Filharmoniske Orkester og som musikchef for Pittsburghs Symfoniorkester i årene 1997-2004 – sidstnævnte stilling forlod han, fordi han kæmpede med dårligdomme som følge af jetlag og ikke trivedes med rejserne over Atlanten. De sidste 16-17 år af sit liv brugte Jansons som højtbesungen chefdirigent for to af verdens mest agtede symfoniorkestre, Den Bayriske Radios Symfoniorkester (bibliotekets navn for Das Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks) og Amsterdams Concertgebouw Orkester.

En bemærkning i 2017 om, at det ”ikke var hans kop te” at se en kvindelig dirigent på podiet, afstedkom en shitstorm af anklager om sexisme, og Jansons måtte udstede en offentlig undskyldning en uge senere. Dette var en svipser i en karriere, der ellers har været karakteriseret ved en veritabel ’lovestorm’ af priser til den folkekære dirigent med det brylcremede hår – bl.a. modtog Mariss Jansons i 2018 Sonnings musikpris på 100.000 euro for sit bidrag til den symfoniske musik. Jansons stod også i spidsen for nytårskoncerten i Wien hele tre gange, i hhv. 2006, 2012 og 2016.

Du kan se alle optagelser med Mariss Jansons på Medici.tv, som biblioteket med stor stolthed stiller til rådighed. Eller du kan låne de indspilninger, jeg anbefaler nedenfor.