Ugens Dirigent: Uge 22: Jevgénij Mravínskij | Odense Bibliotekerne

Vores 120-års fødselar Jevgénij Mravínskij blev den 4. juni 1903 født ind i en aristokratisk og musikalsk familie i Skt. Petersborg. Far, Aleksandr Konstantinovitj Mravínskij, var jurist og arbejdede som embedsmand i zarens tjeneste, mens mor, Jelizaveta Nikolajevna Filkova, var adelsdatter, noget yngre end sin mand, spillede klaver og var kunstnerisk interesseret. Jevgénij, der gik under kælenavnet ”Zenja”, var deres eneste barn, og han blev behørigt forgudet af sine forældre, som gjorde alt, hvad de kunne for at give ham den bedste tænkelige, kulturelle opdragelse. Familien talte også en tante, sopranen Evgenija Mravína eller ”Tante Jenny”, som var solist ved Mariinskij-Teatret og blev beundret af Tjajkovskij for sin fortolkning af Tatjana i hans opera Eugen Onegin (hvilket fik ham til at skrive Spader Dame med hende i tankerne til partiet som Lisa). Tante Jennys karriere toppede tidligt efter et omflakkende liv og mange krævende roller, så lille Zenja kendte hende som tanten, der hyppigt kom i familiens hjem og introducerede ham til operaen og i særdeleshed Tjajkovskijs musik. I starten blev hun akkompagneret af hans mor – men efterhånden som Zenja fik det lært, tog han over ved tangenterne.

I sin ungdom var Mravínskij en begavet og privilegeret elev på Alexander den Første-gymnasiet, blev en dygtig pianist og elskede lyrik. Ved en digtoplæsning mødte han og blev venner med den unge georgier Georgij Balanchivadze, der senere skulle udvandre til USA, opnå verdensberømmelse som balletkoreograf og grundlægge The New York City Ballet i 1948 under navnet George Balanchine. Mravínskij mistede sin far i 1918 – Første Verdenskrig og bolsjevikkernes magtovertagelse i november 1917 havde taget hårdt på Mravínskij Senior. Oktoberrevolutionen førte til, at Mravínskij og hans mor fik beslaglagt deres lejlighed og blev tvangsforflyttet til en anden kommunal bolig, som dog lå direkte overfor Mariinskij-Teatret, hvor mor fik arbejde i kostumeafdelingen og supplerede sin indtægt som klaverlærer. Lejlighedsvis skaffede hun sin søn statistroller på teatret – og det tog ham kun et par måneder ind i biologistudiet på universitetet i 1920 at konkludere, at det ikke skulle være naturvidenskaben, men musikken, han skulle have som levevej. En anden tante havde forbindelser i partiet og skaffede Mravínskij friplads på konservatoriet, efter at han havde imponeret forstanderen, Aleksandr Glazunov, til optagelsesprøven, og efter at tanten havde overbevist ”kommissæren for folkeoplysning” om, at den unge, karismatiske pianist af borgerlig herkomst ikke var en ”klassefjende”.

Man kunne skrive tykke og farverige romaner om Mravínskijs kærlighedsliv – her har vi desværre kun plads til at behandle det i stikordsform. Mravínskij indledte som 20-årig et forhold til en femten år ældre, gift kvinde, som hans mor anstændigvis foranstaltede, at han giftede sig med, da kvindens mand opdagede affæren og forlod hende. Det blev kun til et kort ægteskab – sandsynligvis på baggrund af, at den stærkt ombejlede Mravínskij i 1924 fik sit første og eneste barn, datteren Jelena, med en ballerina på den danseskole, hvor han arbejdede som repetitør. Studierne på konservatoriet – først i komposition og fra 1929 i direktion – finansierede han dels som balletakkompagnatør og dels som stumfilmspianist i biografen Odeon (!), hvor han i en periode arbejdede sammen med Sjostakovitj. Politisk var det til stadighed mere og mere suspekt at have sine rødder i den russiske lavadel, men Mravínskij holdt sig under radaren og holdt ved hjælp af flid og dygtighed hovedet oven vande igennem de politiske omvæltninger i Sovjetunionen i 1920’erne og 30’erne.

Mravínskij blev i 1931 ansat som assisterende dirigent ved Mariinskij-Teatret, hvor han havde sin debut med Tjajkovskijs Tornerose i 1932 og snart skulle blive anerkendt som en selvsikker og respektindgydende balletdirigent, der tog balletmusikken lige så alvorligt, som man tager operaer og symfoniske værker. Imidlertid flyttede han, efter en succesfuld gæsteoptræden med Leningrads Filharmoniske Orkester i Peter den Stores overdådige park Sommerhaven i 1931, stille og roligt sit fokus fra balletter til symfonisk musik, og op igennem 1930’erne dirigerede han orkestret flere gange. Det skulle blive til succesfulde opførelser af f.eks. Rimskij-Korsakovs Scheherazade, Tjajkovskijs Francesca da Rimini, Griegs Peer Gynt, Tjajkovskijs 1., 5. og 6. symfoni, og hans violinkoncert med David Ojstrakh som solist. Højdepunktet var dog utvivlsomt uropførelsen af Sjostakovitjs symfoni nr. 5 i 1937. Denne triumf, samt en sejr i den prestigefyldte ”Hel-Unions”-dirigentkonkurrence i september 1938 (hvor Mravínskij også blev gift med hustru nr. 2, Olga), førte til, at Folkekommissærernes Råd for Kulturelle Anliggender (det senere sovjetiske kulturministerium) tilbød Mravínskij det ærefulde hverv som chefdirigent for Leningrads Filharmoniske Orkester. Han var 35 år gammel og accepterede med en vis nervøsitet tilbuddet – og skulle forblive i front for orkestret i 50 år.

Alle ansatser til, at musikerne peb over at være blevet påtvunget en grøn dirigent ”fra balletten” blev øjeblikkeligt kvalt i Mravínskijs talent for urokkelig, struktureret kadaverdisciplin. Og hans første par år med orkestret blev da også en gigantisk succes, primært med opførelser af det vestlige standardrepertoire (med Beethovens symfonier i højsædet) og en koncertrejse til Moskva i 1940, der resulterede i både en jublende presse og ordener og medaljer til musikere og dirigent. Imidlertid bankede 2. Verdenskrig på døren, og i 1941 måtte Leningrads kulturinstitutioner inkl. filharmonikerne evakueres til Sibirien. Det blev til tre år i et iskoldt, men hjertevarmt, Novosibirsk, hvor det lokale publikum bød musikerne velkommen med åbne arme, og Mravínskij og Leningrad-Filharmonikerne højnede byens symfoniske standard betragteligt (Mravínskijs mor og kone medbragte begge et par katte på den 14 dage lange togtur til Sibirien, hvilket jeg finder yderst sympatisk). Undervejs fik Mravínskij assistance af tyske Kurt Sanderling, hvilket var et held, da både det kolde klima og det benhårde arbejdsprogram kostede maestroen en hel del sygdom.

Det, vi i særlig grad i eftertiden forbinder Mravínskijs på alle måder imponerende karriere med, er hans unikke venskab med Dmitrij Sjostakovitj og de deraf følgende mange uropførelser af dennes symfonier, som Mravínskij stod i spidsen for. Samarbejdet begyndte i 1937, inden Mravínskij overhovedet blev chef for Leningrad-Filharmonikerne, da Sjostakovitj udvalgte ham til at dirigere premieren på sin symfoni nr. 5. Koncerten blev en massiv succes, publikum skiftevis græd og jublede, bifaldet varede en halv time, og den høje, stoiske dirigent kvitterede med at vifte med partituret ud mod publikum til ære for komponisten. I kølvandet på denne succes stod Mravínskij også på podiet til førsteopførelserne af Sjostakovitjs sjette, ottende niende, tiende og tolvte symfoni i årene mellem 1939-61 (uropførelsen af den legendariske syvende, ”Leningrad”, i 1942 blev dirigeret af en anden pga. Mravínskijs eksil i Sibirien). Derudover dirigerede han også Sjostakovitjs første violinkoncert, den første cellokoncert og oratoriet Sangen om skovene. Den 8. symfoni er endda dedikeret til Mravínskij, og det er ikke spor for meget at karakterisere de to musikere som nære venner.

Venskabet ophørte imidlertid brat, da Mravínskij i 1962 afslog at stå i spidsen for uropførelsen af Sjostakovitjs 13. symfoni, ”Babi Jar” (som er navnet på en slugt i den nordvestlige udkant af Kyiv, hvor over 100.000 jøder blev dræbt under én af 2. Verdenskrigs mest gruopvækkende massakrer i 1941). Årsagerne til Mravínskijs afslag kan man kun gisne om – han kan have anset det for politisk risikabelt at blåstemple et værk, der så tydeligt gik i brechen for de myrdede jøder, han kan mere principielt blot have insisteret på at holde musik og politik adskilt, han kan have haft noget imod korsymfonier, eller han kan have haft den personlige årsag, at hans tredje hustru, Inna, var blevet syg med kræft. Årsagen, som han gav Sjostakovitj, var, at han ikke havde tid, fordi han skulle turnere med sine 'leningradere' i Nordamerika. Og dette satte altså et punktum for venskabet, indtil de i nogen grad optog arbejdsfællesskabet i starten af 1970’erne, og Mravínskij dirigerede ikke flere førsteopførelser af Sjostakovitjs musik.

I løbet af sine 50 år med Leningrads Filharmoniske Orkester opnåede Mravínskij at blive så stærk en sovjetisk kulturpersonlighed, også på de vestlige scener, at al kritik af ham, endsige forsøg på eksklusion eller forceret pensionering, måtte forstumme. Orkester og dirigent turnerede flittigt, f.eks. i Finland i 1946, i Prag i 1949 og 1955, i Østrig, Tyskland og Schweiz i 1956 (hvor Mravínskij blev særligt bemærket for fænomenale koncerter i forbindelsen med markeringen af Mozarts 200-års fødselsdag), snart sagt hele Vesteuropa i 1960, som nævnt USA i 1962, Japan i 1973 og Vesttyskland i 1984. I 1967 blev han gift med sin fjerde hustru, fløjtenisten Alexandra Vavilina, som han forblev gift med, indtil et helt liv som ryger og deraf følgende gentagne lungebetændelser forårsagede hans død som 84-årig i 1988. Hver eneste af hans koncerter og pladeindspilninger (som han hadede, hvilket er grunden til, at vi fra 1961 mestendels har liveoptagelser af hans koncerter) var en unik, kunstnerisk begivenhed, hvor dirigenten var i fuld kontrol over alle detaljer. Han skal have en solid del af æren for at have sat Mariss Jansons’ og Valerij Gergievs karrierer på skinner. Men i det store billede er det næppe helt ukorrekt at karakterisere Leningrads Filharmoniske Orkester som Jevgénij Mravínskijs livs store kærlighed.