Ugens Dirigent: Uge 5: Yannick Nézet-Séguin | Odense Bibliotekerne

Da jeg startede projekt Ugens Dirigent, lovede jeg, at de 52 dirigenter, jeg har udvalgt til at figurere året igennem, alle sammen er kunstnere, jeg personligt kender til og holder af. Og nu skal man jo ikke favorisere. Men så opdagede jeg, at Ugens Dirigent i denne uge, canadiske Yannick Nézet-Séguin, elsker sine tre katte, Rodolfo, Mélisande og Rafa, så højt, at han har kreeret en 34 timer lang playliste på Spotify med musik, der enten minder ham om kattene, eller som han oplever, at de er glade for. Alle tre nærer angivelig en særlig forkærlighed for forskellige passager i Mahlers 5. symfoni. Og så er din musikbibliotekarinde jo øjeblikkeligt forelsket og har naturligvis fluks ophøjet Nézet-Séguin til en slags æres-yndlingsdirigent – sammen med et par stykker andre, som vi kommer til i løbet af året. (PS. Rodolfo og Mélisande kan jeg regne ud (hhv. Puccini og Debussy), men hvem er Rafa?).

Vores katteelskende canadier blev født i 1975 og er dermed ikke bare en tiltrængt nulevende dirigent i Ugens Dirigent-serien, men også velsagtens den største og klareste stjerne på dirigenthimmelen lige nu. Han er barn af to universitetslektorer, spillede klaver fra 5-års-alderen og udviste allerede som barn et bemærkelsesværdigt talent for kunst, musik og ’showmanship’. Som 9-årig ytrede lille Yannick, efter at Pave Johannes Paul II havde besøgt hans hjemby, et brændende ønske om at blive pave. Han iførte sig hver dag fuldt paveornat og afholdt messer i kælderen og siger i dag med verdens største smil, at det vel nogenlunde kommer ud på ét, om man bliver pave eller dirigent – et fag, han besluttede at dedikere sig til, da han var 10.

I sine teenageår uddannede Nézet-Séguin sig til en hyppigt prisvindende pianist ved konservatoriet i Québec, og sideløbende med dette krydsede han jævnligt grænsen til USA, studerede korledelse i New Jersey og modtog masterclasses i direktion ved samtlige lejligheder, der bød sig, når europæiske honoratiores på området besøgte USA. Det var ved én af disse lejligheder, at Nézet-Séguin stødte på den 80 år gamle, italienske stjernedirigent Carlo Maria Giulini, som inviterede ham til at følge hans prøver og koncerter som en slags lærling i en periode på over et år. Med den form for mester åbner dørene til de prestigefyldte positioner pludselig lidt lettere, og Nézet-Séguin fandt sig, allerede inden han fyldte 20, som leder for to af Montréals etablerede kor ud over det kor og orkester, La Chapelle de Montréal, som han selv etablerede i 1995 og jævnligt opførte koncerter med indtil 2002. I den samme periode blev han korleder og assisterende dirigent for operaen i Montréal og havde sin amerikanske debut ved Sarasota Operaen i Florida, hvor han dirigerede Mozarts Cosi fan tutte, også i 2002.

Siden sin ansættelse som musikchef for sin hjembys velrenommerede symfoniorkester, Orchestre Métropolitain, i 2000 var hans kontrakt blevet fornyet så mange gange, og den angstfyldte snak om, ”hvornår Yannick mon forlader os?”, blevet så allestedsnærværende, at Nézet-Séguin til sidst spurgte orkestrets bestyrelse, ”hvorfor vi ikke bare gifter os?”, og hans kontrakt med Métropolitain-Orkestret er i dag livsvarig. Gift i bogstavelig forstand er han først blevet i 2021, men engagementet med Métropolitain-Orkestret førte også til mødet med hans mangeårige partner og i dag ægtefælle, bratschisten Pierre Tourville. De to følges ad i tykt og tyndt, ses sammen overalt (og er fælles om deres katte), og Nézet-Séguin bliver universelt hyldet for at give LGBT+-befolkningen en tiltrængt, moderne repræsentation indenfor dirigentfaget, der ikke overraskende traditionelt har været særdeles konservativt anlagt (mere om dette, når vi når til ugen, hvor Leonard Bernstein er hovedperson).

Nézet-Séguin var i årene 2008-2018 tilknyttet Rotterdams Filharmoniske Orkester som chefdirigent og har i dag titel af æresdirigent for det hollandske orkester. Sin tid deler han i dag efter eget udsagn mellem tre ”familier”. Métropolitain-Orkestret, der åbenlyst er hans hjemstavn, Philadelphia Orchestra (igen ét af USA’s ”big five”, hvoraf ét af de andre er Franz Welser-Mösts Cleveland Orchestra), hvor han foreløbig har været musikchef siden 2010 – og, særdeles prominent, Metropolitan Operaen i New York, hvor Nézet-Séguin har stået i spidsen for en perlerække af højprofilerede operaproduktioner siden 2009. I 2016 blev han annonceret som det berømte operahus’ nye musikchef fra 2020-21-sæsonen, men ansættelsen i New York måtte i al hast fremrykkes, da The Met i 2018 afskedigede sin musikchef, den nu afdøde James Levine, i utide pga. beskyldninger om seksuelle overgreb og chikane mod yngre musikere. Nézet-Séguin trådte til to år før planlagt, og det er til dato stadig hans navn, der trækker fuldest huse til det New Yorkske operahus.

Det vil ikke være spor for meget at erklære Nézet-Séguin for præcis, hvad den klassiske musikverden trængte til: En ung, karismatisk maestro, som nyder ikke bare kunstnerisk respekt, men også uomtvistelig sympati fra selv den mest stivnakkede orkesterveteran – uanset om han sidder i graven, på publikumsrækkerne eller med kritikerblokken i hånden. Nézet-Séguin afbleger sit hår, har hættetrøje på på sine pladecovers, både dirigerer og taler med vild og lidenskabelig gestik, gør hvad han kan for at få den klassiske musik ud til et yngre publikum, lader sig velvilligt fotografere iført jakkesæt med noder på og fede solbriller, smiler og griner og arbejder for at løsne op for de fisefornemme påklædningskrav til publikum i koncertsale og operahuse for ikke at tabe de unge. Da Rusland invaderede Ukraine, arrangerede han i marts 2022 en velgørenhedskoncert med Metropolitan Operaens kor og orkester (og en perlerække af gæstestjerner) og donerede hele overskuddet fra billet- og pladesalg til støtten til Ukraine.

Og den dér katteplayliste… Kan man andet end at elske den mand?