Lektørudtalelse
Forfatter : Inger Søndergaard
Anvendelse/målgruppe/niveau
En sød billedbog om et lille murmeldyr der stammer, som er tiltænkt oplæsning for børn 3-8 år, der stammer eller har lignende taleproblemer. Bogen afrundes med et efterskrift henvendt til den voksne med gode råd til samtale med børn, der stammer
Beskrivelse
Forfatteren er talepædagog og illustratoren kendes fra en lignende billedbogsudgivelse: Hvordan kan det være?, 2007, der henvender sig til døve børn. De tager her fat om et andet taleproblem: Stammen. Historien handler om murmeldyret Mumle, der stammer og har det svært. På sin vandring i alperne møder han mange dyr, der ikke vil tale med ham. Men så dukker Koen op, som også stammer. De går sammen på hoppeskole, og Mumle lærer at sige sit navn. Især teksten rummer præcist de mange problemer, som stammere har, fx at ingen har tålmodighed til at høre på dem. Bogen er illustreret med enkle charmerende akvareller i pastelfarver, der ikke tilføjer historien noget særligt. Bogens efterskrift er fuld af gode aktuelle råd til de voksne
Sammenligning
Det vrimler ikke ligefrem med billedbøger om børn der stammer. Mikkel - en dreng der stammer, 1997 henvender sig til samme målgruppe, men fortjener en afløser
Samlet konklusion
Udmærket meget enkel billedbog for målgruppen, der er familier eller institutioner med børn, der stammer eller har talebesvær. Den er også anvendelig til generelt arbejde med sproglig udvikling