Lektørudtalelse
Forfatter : Bodil Pedersen
Anvendelse/målgruppe/niveau
Opslagsværk til alle der arbejder med børnelitteratur, især til lærere, pædagoger og børnebibliotekarer
Beskrivelse
Denne omfattende kanon beskriver den danske børnelitteraturs vigtigste 100 værker fra 1555-2008. Titlerne er udvalgt efter forskellige kriterier. De litterære kvaliteter er prioriteret, men de mest læste og debatskabende bøger har også plads. Kapitelbøgerne, billedbøgerne og hybriderne er opført i alfabetisk orden og omtales fortrinsvis af Weinreich og Sønsthagen, men også af Nina Christensen og Anna Karlskov Skyggebjerg efter stort set samme koncept: facts, grundigt referat, citater og mange henvisninger. T.W. og K.S. er blandt de mest kompetente inden for dansk børnelitteratur. T.W. ph.d. og professor i børnelitteratur samt leder af Center for Børnelitteratur 1998-2004. K.S. er leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur siden 2005
Sammenligning
I 2008 udkom Børnenes litteraturhistorie af Weinreich. De 2 bøger supplerer fint hinanden
Samlet konklusion
Enhver, der holder af børnelitteratur, vil med fornøjelse zappe i bogen, standse op undervejs, lade sig overraske og mærke det personlige engagement i præsentationen af titlerne, hvad enten det drejer sig om "Finn Herman", "Klit-Per", "Mor", "Spørge Jørgen", "Gjøngehøvdingen", "Intet" eller "Lange Peter Madsen". Der afsluttes med et interessant appendiks. En imponerende, unik og betydningsfuld bog, der også kan anvendes som opslagsværk i danskundervisningen