Billedbog for en bred palet af både voksne og børn fra fem år. En bog til samtaler, ja næsten terapi om følelser og retten til at sætte foden ned, når noget bare er nok

Man kan være så pæn og stille, at man nærmest går i et med tapetet. Og den pæne, søde, rene og artige Silke i denne helt specielle norske billedbog gør mere end det. Hun forsvinder helt ind i væggen efter at have siddet usynligt både i hjem og skole og passet sit med rene negle, hvide tænder og ingenting at sætte en finger på. Men pæne, stille piger, der ikke råber op og kræver ind, de får heller ingenting. Først da Silke får samlet raseri og styrke nok, bliver hun synlig og efter hende kommer generationers stille piger og kvinder, som kravler ud og kan kræve deres plads i verden præcis som Silke, som nu bare har lyst til mad og det skal være med kød! Teksten er skarp og præcis men også som et digt på hver side, og de helt specielle illustrationer i blyant og akvarel i douce grå og rosa farver, skaber et fantastisk univers til teksten. Ægteparret bag bogen kendes fra andre specielle billedbøger

Jeg kom til at tænke på Lasse Anrells voldsomme Drengen der sparkede (97/41), som også handler om at komme af med sine aggressioner

Det er ikke en bog, man skal være alene hjemme med som lille, her skal siddes på skødet og snakkes bagefter. Men der er sandelig også noget at snakke om, især hvis den lille lytter selv er et stille og forsigtigt barn. Så bliver det en bog man læser mange gange