Lektørudtalelse
Forfatter : Marianne Agger
Kort om bogen
Hjælp! Bellas hund er kommet til at skubbe Ben og Bella ud af den bog, de er i, så de lander i en forkert bog. Hvordan kommer de tilbage i den rigtige bog? Kan du hjælpe? Skør og underholdende billedbog for børn fra 3-6 år
Beskrivelse
Bellas hund skubber Ben og Bella ud af deres bog og over i en helt forkert tællebog med farveblyanter og slikkepinde. Så hopper de over i en anden bog, men det er en tegneserie. I tegneseriestriben er der en kat, der kender en bibliotekar, der måske kan hjælpe børnene hjem i den rigtige bog. Desværre anbefaler hun en forkert bog, så Ben og Bella må have hjælp til at komme igennem labyrinter, før de lander i eventyret om Rødhætte. Derefter lander de i en hobbybog med en vejledning i at lave en avisbåd, som de sejler videre i. De flyver med en luftballon til et sted, hvor de skal finde fejl. Sidste udfordring er en uhyggelig bog, der leder dem hjem i deres egen bog. Bella og hendes hund har vi mødt før i Byrnes Den her bog har lige spist min hund
Vurdering
Byrne laver legende, sjove billedbøger om bøger, og denne er også ganske underholdende. Min medlektør på syv år kastede sig straks over opgaverne, der er lette og ligetil. Tegninger og layout er sprælske og sammensat af forskellige teknikker, og teksten får den springende historie til at hænge sammen
Andre bøger om samme emne
En anden sjov bog, der minder om denne, er Ulven som røg ud af historien