Lektørudtalelse
Forfatter : Henriette Elkjær Smedebøl
Kort om bogen
Dejlig fagbilledbog om insekter. Kan læses for børn ned til 4 år, som vil have glæde af flapperne. Børn op til 10 år kan have glæde af bogen
Beskrivelse
Bogen indeholder store mængder fakta, eksempelvis om hvordan man definerer et insekt, hvordan de bevæger sig, ser, hører, spiser og yngler. Bier og sommerfugle har fået tildelt en hel side hver. Til slut en side om hvordan man kigger på insekter. Bogen er hardback med indvendig spiral og glittede papsider. Indeholder realistiske tegninger af dyr og planter og masser af flapper med yderligere illustration og tekst under. Bogen er en del af en lang række udgivelser af fagbilledbøger fra Klematis med lignende layout - alle fokuserer på emner som optager børn, fx På opdagelse hos dinosaurerne, Alt om cirkus og Kom med til ballet
Vurdering
En virkelig lækker bog som er brugbar til børn i flere forskellige aldre - man kan fx nøjes med at læse én side som har et særligt fokus eller kun læse teksten der er i forbindelse med flapperne, hvis man læser med et lille barn. Bogen er seriøs nok til at den vil kunne bruges til en lille opgave i natur og teknik for de større børn
Andre bøger om samme emne
Fra 2015 findes Minimonstre i naturen som dog vælger at fokusere mere på enkelte arter og viser nærbilleder så insekterne fremstår som minimonstre