Lektørudtalelse
Forfatter : Marianne Agger
Kort om bogen
Sjov papbog om dyr og deres lyde, som børn fra 1-3 år kan fornøje sig med. Vil være et hit både i institutioner og i hjemmet
Beskrivelse
Lille, tyk papbog om dyr, der siger lyde. Hvert dyr har mindst to opslag, hvor de siger forskellige lyde. Opslagene hænger sammen, så de fortæller en lille historie. Fx siger en ko "Muh!" og på næste opslag siger koen "Splut!" ud af numsen, da den laver en kokasse. En stor elefant siger "Trruuuuuuuuuuuuut!" på første opslag og "Uiiiii!" på det næste, da den ser en lille mus. Sådan fortsætter de små historier om forskellige dyr igennem bogen, indtil dyrene på sidste side ligger i en seng klar til at sove og siger "Shhh". Bogen er oversat fra tysk
Vurdering
En skæg bog, hvor man virkelig kan give den gas på lydsiden, når man læser højt. Der er også meget humor i tegningerne, der tydeligt viser forløbet i de små historier om dyrene
Andre bøger om samme emne
Der er andre bøger, hvor man kan læse om dyrelyde, fx Dyreunger og Hvilken lyd siger du?. Bogen her skiller sig ud med at koble opslagene sammen i små forløb