Lektørudtalelse
Forfatter : Elisabeth Bennetsen
Kort om bogen
Tag med Vitello på charterferie til Grand Canaria. Allerede efter den første dag ved han, det bliver den bedste ferie nogensinde. Læs selv hvorfor. Skæg billedbog for børn over fem år og deres voksne
Beskrivelse
Papfar Gregers har inviteret Vitello og hans mor på en uges charterferie til Grand Canaria. Vitello får sit eget pas og glæder sig for vildt. Og vildt bliver det: Vitello bliver både væk i lufthavnen og får lov til at spille ubegrænset på mors mobil i flyveren. Succesen fortsætter på hotellet med et armbånd, som Vitello kan bruge til at bestille alt muligt for slet ikke at tale om den vidunderlige softicemaskine. Den anvender han nemlig på sin helt egen måde. Men det bedste er nu swimmingpoolen. Det kan godt være, at Vitello måske ikke er den store mestersvømmer, han selv mener, han er, og det kan godt være, at livredderen har lidt af en opgave. Men om aftenen i smørhullet mellem mor og Gregers, siger Vitello glad, at det her bare er den bedste ferie, og der er endda hele 6 dage tilbage. "Åh min gud og skaber" siger Vitellos mor!
Vurdering
Billedbogen er nummer 21 i rækken, og hverken forfatter eller illustrator har tabt pusten. Det er spot on på netop de ting, som mindre børn synes er fedt ved en ferie: Ubegrænset med is, varmt vand og små privilegier. Det hele beskrevet med humor for både børn og voksne, som forstår det anstrengende ved netop at rejse ud med en energisk Vitellotype
Andre bøger om samme emne
En anden humoristisk familieserie er Dengang Sallys far var dreng