Lektørudtalelse
Forfatter : Bo Knudsen
Kort om bogen
Papbøger til de alleryngste på 0-2 år. De tre bøger om mad, bad og transportmidler hører til den allerførste højtlæsning og begrebsindlæring hjemme i børneværelset
Beskrivelse
De tre papbøger er 13x13 cm. Der er en tegning pr. side med betegnelsen skrevet lige under. Hver bog indeholder 16 tegninger, der har fokus på bogens emne. Af for- og bagside fremgår det, at bøgerne bevidst bestræber høj kontrast i farver og former
Vurdering
Fine bøger der er så enkle, som de næsten kan blive. Tegningerne er nærmest piktogrammer, og de står skarpt afgrænsede på de skiftevis sorte og hvide sider. "Spisetid" har illustrationer, der alle har med måltidet derhjemme at gøre. "Badetid" peger lidt videre end det hjemlige bad ved også at have tegninger af fx hval og ubåd. Og "På vej" er den mest abstrakte af de tre, ved at alle bogens genstande findes uden for hjemmet. Papsiderne er tykke, og bøgerne virker meget solide og klar til at møde udfordringerne fra nysgerrige børnefingre
Andre bøger om samme emne
Supplerer bøger som fx Hej maskiner! og Ord. For de børn, der er en smule ældre, er der bøger med fotos og flere genstande pr. side, fx Min lillebitte bog om ting der bevæger sig. Og endelig er der de charmerende bøger af Inger Tobiasen, fx Vores mad og Ud at køre, der er ekstraordinært gode og rammer danske børns hverdag 110%