Lektørudtalelse
Forfatter : Boy Olesen
Kort om bogen
De 13-16-årige får her et godt indblik i forskellen på sort og grøn energi - med særlig fokus på vindenergi
Beskrivelse
Bogen giver en kort historisk baggrundsviden om menneskets behov for energi fra stenalderkvinden til forbruget i dag i husene, butikkerne og fabrikkerne. Sort og grøn energi defineres med udgangspunkt i CO2-udslip og hvad det er. For meget CO2 fører til klimaforandringer, fx at vi får flere storme, mere regn, mere ørken, havvandsstigning og fødevaremangel. Vindmøllens indretning og funktion gennemgås, bl.a. med fokus på hvordan en vindmølle fremstilles. Yderligere indhold er: Hvor skal vindmøllerne stå, vindkort, lagring af vindenergi og Danmark som verdensmester i vindenergi
Vurdering
En spændende, velskrevet og lærerig bog om vindenergi. Bogen indeholder rigtig gode illustrationer bl.a. i form af diagrammer og grafiske oversigter, der fx beskriver drivhuseffekt, Danmarks forbrug af grøn energi fra 1990 og fremefter og vindenergi pr. indbygger i en hel række lande. Bogens sidste kapitel om vindmøller i fremtidens Danmark er værd at fremhæve, fx det at den flydende havvindmølle kan stå på vand helt ned til 1000 meters dybde
Andre bøger om samme emne
Bogen kan relateres til Klimakamp