Lektørudtalelse
Forfatter : Signe Rugtved Andersen
Kort om bogen
Rim jer igennem de forskellige farver i denne søde papbog. For 1-3-årige i hjemmet og i institutioner
Beskrivelse
I denne lille papbog præsenteres syv forskellige farver: rød, orange, gul, grøn, blå, lilla og pink. Hver farve har sit eget opslag, hvor forskellige dyr og objekter i den givne farve er afbilledet på højre side, mens der på venstre side er en rimet tekst. Ved hvert opslag findes desuden et lille stofbånd i den pågældende farve i forskellige materialer, fx velour og organza. Formatet er kvadratisk og siderne er af pap. Bogen er oversat fra engelsk
Vurdering
Farvestrålende, munter og solid bog i kraftigt pap. Her er masser at se på og tale om, og stofbåndene fungerer godt, både som blikfang og til at sidde og nusse med. Flere af de ting, der er valgt til at repræsentere de forskellige farver, kan strengt taget findes i alle farver, fx en hue (der her er orange) og en tromme (der her er lilla). Et par gange er en genstand desuden udeladt i rimet. Disse to forhold kan muligvis forvirre. Desuden optræder farven pink egentlig ikke som en del af regnbuens farver
Andre bøger om samme emne
Der er masser af fine bøger om farver for de alleryngste, fx Regnbuen, der ligeledes tager udgangspunkt i regnbuens farver og desuden har rør og føl-effekter. I Min sjove skolebus er teksten også på rim, og udover farverne kan man også gå på opdagelse i tal, ord, og modsætninger