EU-domstolens generaladvokat anbefaler annullering af mindstelønsdirektiv
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er glade efter at EU-domstolens generaladvokat har anbefalet en annullering af mindstelønsdirektivet.
Af Thomas L.
Europe Direct Odense har tidligere skrevet om den annulleringssag, som Danmark og Sverige har indgivet til EU-domstolen. Påstanden er, at EU ikke har hjemmel i Lissabontraktaten til at vedtage et direktiv om mindsteløn, som man gjorde i 2022.
Nu har EU-domstolens generaladvokat udtalt, at han mener, at direktivet bør annulleres. Han skriver i sit forslag til afgørelse: "Jeg skal i henhold til ovenstående foreslå Domstolen at træffe følgende afgørelse: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 af 19. oktober 2022 om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union annulleres i det hele, eftersom dette direktiv er uforeneligt med artikel 153, stk. 5, TEUF og dermed med det princip om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, TEU."
Artikel 153, stk. 5, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) fastslår, at bestemmelserne i denne artikel ikke finder anvendelse på lønforhold. Dette betyder, at EU ikke har kompetence til at vedtage lovgivning, der direkte regulerer lønforhold. Artikel 5, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) fastlægger princippet om kompetencetildeling. Ifølge dette princip handler EU kun inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den i traktaterne.
EU-domstolen er grundlagt for at sikre en ensartet tolkning af EU-lovgivningen i medlemslandene. EU-domstolen afgør sager mellem EU-kommissionen og medlemslandene og landene imellem. Den kan også afgøre sager anlagt af privatpersoner og virksomheder. Udover 27 dommere (en fra hvert land) er der også tilknyttet 11 generaladvokater. Disse generaladvokater har til opgave at fremlægge forslag til afgørelse i de sager, som er blevet forlagt domstolen. Forslaget fra generaladvokaten er ikke bindende og dommerne kan derfor vælge en anden dom end den generaladvokaten lægger op til.
Kilder:
"Artikel 153" / Folketingets EU-Oplysning. - Citeret d. 21. januar 2025 fra https://www.eu.dk/da/dokumenter/traktater/traktaten-euf/tredje-del/afsnit-x/artikel-153
"Danmark kan være på vej til en opsigtsvækkende sejr: 'EU skal ikke blande sig'" / Ritzau. - DR.dk. - Citeret d. 21/1-2025 fra https://www.dr.dk/nyheder/udland/danmark-kan-vaere-paa-vej-til-en-opsigtsvaekkende-sejr-eu-skal-ikke-blande-sig
"Hvad er en general-advokat?" / Døllner, Mads Dam. - Folketingets EU-Oplysning. - Citeret d. 21/1-2025 fra https://www.eu.dk/da/faq/alle-faqs/hvad-er-en-generaladvokat
"Sagen vedrørende direktivet om mindstelønninger" / Kommissionens Repræsentation. - Citeret d. 21. januar fra https://denmark.representation.ec.europa.eu/news/sagen-vedrorende-direktivet-om-mindstelonninger-2025-01-14_da