EU

Miljønyt

Europe Direct Odense har samlet forskellige nyheder fra EU på miljø- og klimaområdet.

Af Thomas L.

Tags

EU miljønyt

Ny EU-aftale skal reducere madspild og tekstilaffald

 

Der produceres rundt regnet 60 mio. tons madaffald og 12,6 mio. tons tekstilaffald om året i EU. Hidtil har det været småt med løsninger på dette omfangsrige affaldsproblem (genanvendelsen af tekstiler anslås at være under 1%).

Den 18. februar 2025 nåede landenes ministre i Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet frem til en foreløbig aftale om nye EU-regler på området.

Aftalen opstiller to centrale mål for reduktion af madaffald, der senest skal være indfriet i 2030:

  • 10% reduktion af forarbejdnings- og fremstillingsaffald i fødevareindustrien
  • 30% reduktion pr. indbygger i affald fra detailhandel, restauranter, restauranttjenester og husholdninger

Begge mål skal ses i forhold til perioden 2021-2023. Det er første gang EU fastsætter konkrete mål på området.

For bekæmpelsen af tekstilaffald er det primære værktøj det såkaldte "udvidede producentansvar", hvor producenterne af tøj og sko vil blive gjort ansvarlige for deres affald ved at blive pålagt et gebyr, som skal dække omkostningerne i forbindelse med at indsamle og håndtere tekstilaffald. Gebyrets størrelse vil afhænge af, hvor bæredygtigt og cirkulær virksomheden er.

Cirkulær omstilling

I et lækket udkast fra Europa-kommissionen, fremgår det, ifølge Jyllands-Posten den 1/3-2025 at kommissionen arbejder på et udspil, der skal styrke den cirkulære omstilling af økonomien, en såkaldt ”Circular economy act”. 

Det indbefatter, at der i fremtiden skal være langt mindre spild i form af affald, og langt mere genanvendelse og genbrug. Det skal ske ved at oprette et indre marked i EU, hvor virksomheder får bedre muligheder for at lade genanvendelige materialer cirkulere mellem sig. 

Særligt elektronisk affald er i fokus, hvor råmaterialer som litium, aluminium og kobolt, der bruges i f.eks. batterier. 

Ifølge Tænketanken Europa, indikerer udspillet et retningsskifte EU, hvor fokus i højere grad er på strategiske overvejelser omkring konkurrence, sikkerhed og beredskab. Udspillet skal gøre EU mindre afhængige af ustabile partnere som det lyder. 

Udspillet er en del af et større udspil der hedder Clean Industrial Deal og ventes at komme om et års tid. 

Kilde: Jyllands-posten 1.marts. 2025

Skuffelse over Europa-Kommissionens landbrugsudspil

Den 19.februar kom der et nyt udspil fra Europa-kommissionens på landbruget, hvis vilkår skal genforhandles i det nye budget fra 2028. Landbrugsstøtten udgør lidt over 24 % af EU's budget, svarende til 428 mia. kr.  

Udspillet har ifølge Politiken den 20.februar, mødt kritik fra både politikere og miljø-organisationer. 

Paraplyorganisationen European Environmental Bureau, kritiserer udspillet for at mangle konkrete bud på, hvordan landbruget kan reducere den negative påvirkning af biodiversiteten eller forurening. Organisationen kritiserer også, at der ikke lægges op til reform af selve støttemidlerne. 

Europa-parlamentariker Sigrid Friis (R), efterlyser ligeledes en grøn reform af landbrugsstøtten. Hendes kollega Asger Christensen (V), der er eneste dansker i Europa-parlamentets landbrugsudvalg, er dog overbevist om, at der nok skal komme grønne initiativer når forslaget er mere gennemarbejdet. 

I en analyse fra tænketanken Europa er konklusionen, at udspillet nedprioriterer grøn omstilling, for til gengæld at fokusere mere på konkurrenceevne, simplificering af regler, samt vilkårene for at være landmænd, herunder forbedring af levevilkårene.  

 

Kilder: Politiken d. 20. februar og Tænketanken Europa